|
FORVALTNINGSLOVEN
Lov nr. 571 af 19. december 1985 (Uddrag)
Hele forvaltningsloven kan ses her

Kapitel 4
Partens aktindsigt
Retten til aktindsigt
§ 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med
sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende
ønsker at blive gjort bekendt med.
Stk. 2. Bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker i
offentlig tjeneste eller hverv, begrænser ikke pligten til at give aktindsigt efter dette
kapitel.
Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager om
strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jfr. dog § 18.
Omfanget af aktindsigt
§ 10. En parts ret til aktindsigt omfatter med de i §§ 12-15
nævnte undtagelser
1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de
skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet
frem til adressaten, og
2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende
den pågældende sags dokumenter.
Stk. 2. Den, der ansøger eller har ansøgt om ansættelse eller
forfremmelse i det offentliges tjeneste, kan dog kun forlange at blive gjort bekendt med
de dokumenter m.v., der vedrører den pågældendes egne forhold.
Udsættelse af sagen
§ 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om
aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse,
indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse
vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige
hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.
Undtagelse af dokumenter
§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne
arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug ved
behandlingen af en sag,
2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og
3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg,
afdelinger og andre administrative organer eller mellem disse organer indbyrdes.
Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i interne
arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med
reglerne i dette kapitel.
§ 13. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelserne i §
12 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når
1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige
beslutning vedrørende en sags afgørelse,
2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som
myndigheden har haft pligt til at notere efter lov om offentlighed i forvaltningen, eller
3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en
myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til
en sags faktiske omstændigheder.
§ 14. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
1) Statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og
dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder.
2) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed
udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed.
3) Dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af forslag
til EF-vedtagelser, eller som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller opfyldelsen af
fællesskabsretlige regler.
4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller
ved overvejelse af, om retssag bør føres.
Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i de i stk.
1 nævnte dokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med
reglerne i dette kapitel.
Undtagelse af oplysninger
§ 15. Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det
omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse
af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, herunder
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,
herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser,
straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om
strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller
planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og
afgiftslovgivningen, eller
5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det
offentliges forretningsvirksomhed.
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en
del af et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.
Afgørelse af sager om aktindsigt
§ 16. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om
aktindsigt skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af
den pågældende sag.
Stk. 2. Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan
imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at
begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om grunden hertil
samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.
Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage
sine interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal en begæring herom
imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes karakter, antallet af dokumenter
eller deres form med afgørende vægt taler herimod. Justitsministeren fastsætter regler
om betaling for afskrifter og kopier.
Stk. 4. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages
særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag,
begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder tilsvarende.
Stk. 5. Vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger
bestemmelserne i stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.
§ 17. Hvor adgangen til at påklage afgørelsen i en sag er
tidsbegrænset og begæringen om aktindsigt fremsættes efter, at afgørelsen er meddelt
parten, men inden klagefristens udløb, kan myndigheden bestemme, at klagefristen
afbrydes. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er
meddelt parten eller er afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om, hvornår
klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til andre klageberettigede, der har
fået skriftlig meddelelse om selve afgørelsen.
Aktindsigt i straffesager
§ 18. En part i en straffesag kan, når sagen er afgjort,
forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang, dette er rimeligt
begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes interesser, og hensynet til
forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Bestemmelserne i §§ 12-14
gælder tilsvarende.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke retsbogsudskrifter
vedrørende straffesagen og dokumenter, der har været fremlagt i retten i forbindelse med
sagen. Det samme gælder retsbogsudskrifter og i retten fremlagte dokumenter vedrørende
andre straffesager, der har været benyttet under sagens behandling.
Stk. 3. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om
aktindsigt kan imødekommes efter stk. 1, træffes af den myndighed, der har truffet den
administrative beslutning i straffesagen. Afgørelsen kan påklages til vedkommende
overordnede forvaltningsmyndighed. Justitsministeren fastsætter regler om betaling for
afskrifter og kopier.

Kapitel 5
Partshøring
§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af
væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for
ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for
sagens afgørelse,
3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde
vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en
sådan udsættelse,
4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med
hensyn til de pågældende oplysninger,
5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af
personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i
øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang
til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en
udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor
bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal
være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.
§ 20. I sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan
ændre afgørelsen, kan myndigheden undlade at foretage partshøring, hvis sagens karakter
og hensynet til parten selv taler for det.
Stk. 2. Er partshøring undladt i medfør af stk. 1, skal
afgørelsen ledsages af de oplysninger, som parten ellers skulle være gjort bekendt med
efter bestemmelsen i § 19. Parten skal samtidig gøres bekendt med adgangen til at få
sagen genoptaget. Myndigheden kan fastsætte en frist for fremsættelse af begæring om
genoptagelse.
Stk. 3. Hvor adgangen til at påklage den trufne afgørelse til en
anden forvaltningsmyndighed er tidsbegrænset og begæringen om sagens genoptagelse
fremsættes inden klagefristens udløb, afbrydes klagefristen. Klagefristen løber i så
fald videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med mindst
14 dage.
Retten til at afgive udtalelse
§ 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af
sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en
udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte
udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for
sagens afgørelse,
2) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde
vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en
sådan udsættelse, eller
3) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang
til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Kapitel 8
TAVSHEDSPLIGT M.V.
Tavshedspligt
§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har
tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152
c152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som
fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til:
-
statens sikkerhed eller rigets forsvar,
-
rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til
fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
-
forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse
og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær
forfølgning,
-
gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings eller planlægningsvirksomhed eller
af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte og afgiftslovgivningen,
-
det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges
forretningsvirksomhed,
-
enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte
oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller
-
enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at
beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts
eller forretningsforhold.
Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med
hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage
væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige
forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden
videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.
Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller
pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og
§152 c §152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller
pålæg.
Videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed
§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder
oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og
strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og
misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden
forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
-
den, oplysningen angår, har givet samtykke,
-
det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal
videregives,
-
videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart
overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet
til den, oplysningen angår, eller
-
videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en
myndighed kan gennemføre tilsyns eller kontrolopgaver.
Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun
videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil
være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse,
myndigheden skal træffe.
Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning
om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og
til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller
omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.
Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig
kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3.
§ 29. I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om
ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra
en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
-
ansøgeren har givet samtykke hertil,
-
andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller
-
særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse
i, at oplysningen ikke indhentes.
§ 30. Fortrolige oplysninger, der udelukkende er indhentet med
henblik på statistiske uddrag eller som led i en videnskabelig undersøgelse, må ikke
videregives til en forvaltningsmyndighed til anden anvendelse.
§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at
videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed
videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en
afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører
myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed
har i at få oplysningerne.
§ 32. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke
i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen af den pågældendes opgaver. |
|