Aflevering af journal og formulering i en udtalelse.

En mand henvendte sig til Psykolognævnet og klagede over,

I sin besvarelse anførte psykologen, at klager og klagers tidligere ægtefælle havde været i par-terapi i ca. 1 år, i regi af en stor frivillig organisation, uden resultat. Psykologen oplyste, at han efter den frivillige organisations praksis førte separate journaler på klienterne i par-terapien. Psykologen oplyste, at klager på et tidspunkt forlod terapien i vrede. Psykologen oplyste, at klagers tidligere ægtefælle henvendte sig til ham kort tid derefter for yderligere psykologisk støtte, og at støtten blev finansieret af en kommune.

Psykologen oplyste, at han i et efterfølgende brev til statsamtet ikke havde udtalt sig om klager, men havde alene anført årsagen til den seneste henvendelse fra klagers tidligere ægtefælle. Psykologen oplyste, at da han skrev brevet på den frivillige organisations papir, skyldtes det blot, at klagers tidligere ægtefælle på det tidspunkt var klient i organisationen.

Psykologen oplyste, at han havde afleveret hver parts journal til parten, men at han med henvisning til tavshedspligt ikke havde afleveret modpartens journal.

Nævnets afgørelse.
Nævnet fandt ikke anledning til at rejse kritik af selve det forhold, at psykologen havde afgivet en udtalelse til statsamtet.

Nævnet fandt derimod, at brevet til statsamtet ikke havde været formuleret neutralt. Nævnet fandt derfor anledning til at udtale kritik af psykologens formulering i brevet til statsamt efter § 12 i lov om psykologer m.v..

Nævnet fandt, at psykologen, ved at imødekomme en anmodning fra en klient om udlevering af optegnelser i journalen til klienten selv, havde handlet i overensstemmelse med psykologlovens § 14.

Spørgsmålet om anvendelsen af organisationens brevpapir i det konkrete tilfælde, henvises til organisationens afgørelse.

Afgørelsen blev truffet af på Psykolognævnets møde d. 6. juni 2000.