Undersøgelser og udtalelser i sager vedrørende 
eventuel seksuel krænkelse / incest. (2 sager)

1. sag. Klage over samtale afholdt på statsamtet.

Klager henvendte sig til Psykolognævnet, idet han fandt, at den samtale, psykologen havde ført med hans datter på statsamtet i en samværssag, hvori moderen havde rejst spørgsmålet, om klageren havde foretaget grænseoverskridende handlinger, ikke var blevet udført samvittighedsfuldt og upartisk.

Klager fandt, at psykologen skulle have talt med ham, inden der blev draget en kon- klusion fra samtalen. Klager fandt det betænkeligt, at psykologen havde udspurgt barnet, inden politiet havde haft lejlighed til at efterforske sagen.

I sit svar på klagen redegjorde psykologen for den konkrete undersøgelsesbaggrund og for undersøgelser generelt på dette område. Psykologen nævnte den efterfølgende rådgivning, han havde ydet statsamtet i henhold til lovgivningen på dette område.

Nævnets afgørelse.
Psykolognævnet lagde til grund,

På den baggrund var det Nævnets opfattelse,

Nævnet fandt, at psykologen havde rådgivet statsamtets sagsbehandler samvittig- hedsfuldt og omhyggeligt med hensyn til eventuelle tiltag, der kunne iværksættes efter undersøgelsens afslutning.

Nævnet fandt, at spørgsmålet om en eventuel politimæssig undersøgelse før psyko- logens samtale med barnet, vedrørende de eventuelle grænseoverskridende hand- linger, må opfattes som et spørgsmål, statsamtet tog stilling til i sin sagsbehandling, da de henvendte sig til psykologen.

På det foreliggende grundlag fandt Psykolognævnet således, at der ikke i denne sag findes grundlag for at rejse kritik af psykologens virke efter psykologlovens § 12 eller § 16.

Afgørelsen blev truffet på Psykolognævnets møde d. 1. december 1999.

eventuel seksuel krænkelse / incest.

2. sag. Klage over undersøgelse udført i forbindelse med et spørgsmål om eventuel incest.

Klage over undersøgelse udført i forbindelse med et spørgsmål om eventuel incest.

I sin henvendelse har en fader klaget over psykologens virke i forbindelse med en anmeldelse af mistanke om seksuelle overgreb.

Efter anmodning fra en overlæge havde psykologen samtaler med barnet og hendes familie i anledning af moderens mistanke om incest. Samtalerne fandt sted over en periode af 4-5 måneder. Psykologen indgav i begyndelsen af forløbet en anmeldelse til politiet. Psykologen udarbejdede desuden en redegørelse vedrørende under- søgelserne af klagers barn til brug for stats­amtets behandling.

I sin klage har faderen anført, at psykologen ikke har været objektiv i sin under- søgelse, idet psykologen

-      ikke har fulgt retningslinierne for anmeldelse og samtaler med barnet,
-      ikke har undersøgt vigtige oplysninger, der kunne påvise barnets løgne,
-      ikke har været interesseret i at høre klagers synspunkter,
-      har udeladt vigtige oplysninger,
-      har benyttet over 4 ½   måneder til undersøgelsen.

I sin besvarelse redegjorde psykologen for det konkrete undersøgelsesforløb. Han oplyste, at han havde henvendt sig til politiet i håb om en hurtig efterforskning. Han redegjorde for sin kontrol af barnets oplysninger og for sin kontakt med barnets forældre.

Nævnets afgørelse.
I sin behandling lagde Nævnet til grund, at psykologen havde udført sine undersøgel- ser af familien på baggrund af en henvisning fra overlægen på centralsygehuset, og at opgaven var at hjælpe og støtte familien.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i psykologens redegørelse er noget, der tyder på, at han bevidst skulle have udeladt væsentlige oplysninger. I redegørelsen havde psy- kologen redegjort for de motiver og årsager, der kunne ligge til grund for barnets fremstilling af samværet med faderen, og han tog hensyn hertil ved den samlede vur- dering af materialet. Nævnet fandt således, at psykologen havde udvist den nødven- dige omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af redegørelsen for de omhandlede undersøgelser.

Efter servicelovens § 35 skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år, har behov for særlig støtte.

Nævnet fandt dog   ikke anledning til at kritisere det forhold, at psykologen i stedet for havde valgt at indgive anmeldelsen om seksuelle overgreb til politiet, idet Nævnet lagde vægt på, at psykologen, udfra både moderens og barnets udtalelser, havde haft en rimelig grund til at antage, at mistanken om seksuelle overgreb i denne sag kunne afklares bedst og hurtigst ved en politimæssig efterforskning.

Nævnet lagde vægt på, at psykologen havde redegjort for sagsforløbet, og at han i denne forbindelse havde oplyst, at andre fagpersoner havde undersøgt barnet uden at finde tegn, der kunne tyde på seksuelle overgreb.

Når henses til sagens karakter, fandt Nævnet ikke anledning til at kritisere behand- lingstidens længde. Nævnet lagde vægt på, at psykologen havde gennemført i alt 8 samtaler med forældre og barnet over en periode på 4 måneder, og at redegørelsen var blevet afleveret til statsamtet ca. 2 uger efter den seneste samtale.

Nævnets afgørelse blev truffet på møde d. 21. september 2000.