Psykologen blev afhørt af politiet i forbindelse med en tvangsfjernelsessag, og rapporten herfra var fejlbehæftet .

Sagen vedrører en familie med 2 voksne, 2 mindreårige børn og en lettere retarderet datter på 21 år. Den 21-årige datter er tilknyttet en institution, hvor psykologen har kontakt med hende.

I januar gennemførte bopælskommunen en tvangsfjernelse af familiens 2 mindreårige børn, og ægteparret fremførte i deres klage, at tvangsfjernelsen har baseret sig på en anmeldelse fra familiens ældste datter om vold i hjemmet, på indberetninger fra 2 kommunale forvaltninger, og på den afhøring af psykologen, som blev foretaget af kriminalpolitiet.

Med udgangspunkt i en politimæssig efterforskning blev børnene hjemgivet igen i februar. Ægteparret fandt, at psykologens udtalelser om troværdigheden af den ældste datters udtalelser havde været stærkt medvirkende til den uretmæssige tvangsfjernelse

Af psykologens besvarelse fremgik det, at hendes kendskab til den ældste datter hidrørte fra en række samtaler, der startede 6 måneder før politiets afhøring af hende.

Psykologen påpegede, at der er alvorlige, meningsforstyrrende fejl i politirapporten fra hendes afhøring, at hun ved en telefonisk gennemgang af rapporten havde gjort politiet opmærksom herpå, men at hun ikke havde fået mulighed for at gennemlæse den endelige rapport, inden den blev udsendt, selv om dette var blevet aftalt med politiet. Det fremgik af rapporten, at det var hendes udtalelser, der var gengivet, men hun havde ikke underskrevet rapporten.

Psykolognævnets afgørelse.
Psykolognævnet fandt, at psykologen principielt har haft en selvstændig forpligtelse til at sikre sig, at referatet fra politiets afhøring var i overensstemmelse med hendes udtalelser.

Psykolognævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykologen, på grundlag af politiets opringning, hvoraf det fremgik, at rapporten indeholdt alvorlige, meningsforstyrrende fejl, havde udfoldet større bestræbelser på at sikre sig den endelige godkendelse af afhøringsreferatet.

Psykolognævnet fandt ikke herudover grundlag for at rette kritik mod psykologens virke som psykolog i denne sag.

Psykolognævnet traf sin afgørelse på møde d. 14. juni 2001.