|
Psykolognævnet Beretning januar 2002 - december 2003  |
||
|
7. Psykolognævnets tilsyn med autoriserede psykologer
A. Generelt om Psykolognævnets tilsynsvirksomhed Psykologloven bestemmer, at Psykolognævnet fører tilsyn med autoriserede psykologer. Psykolognævnet kan alene udtale sig om den enkelte psykologs virke i en konkret sag, og kan derfor ikke udtale sig om almen praksis, generelle holdninger eller lignende.
Som tilsynsmyndighed kan Psykolognævnet påse, om en autoriseret psykolog i sin virksomhed har levet op til de psykologfaglige krav, der ifølge loven stilles til en autoriseret psykolog. Nævnet kan derimod ikke omgøre eller kræve ændringer i en psykologerklæring. Psykolognævnet vurderer som led i sin tilsynsvirksomhed, om der foreligger forhold, der vil kunne føre til, at der rejses sag om at fratage psykologen autorisation.
Med udgangspunkt i psykologlovens § 12 og § 16, om omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed, kan nævnet udtale sig om det psykologfaglige arbejde, der er udført af den autoriserede psykolog, herunder om både form og indhold.
Psykolognævnet udøver først og fremmest sin tilsynsvirksomhed gennem henvendelser, som nævnet modtager fra enkelt personer, over psykologers virke. Langt hovedparten af de henvendelser, der modtages, har udgangspunkt i familieretlige sager, hvor den autoriserede psykolog er blevet bedt om en psykologfaglig udtalelse. Ofte er henvendelsen til Psykolognævnet begrundet i det forhold, at pågældende ikke - eller i det mindste kun delvist - har fået medhold i den underliggende tvist.
Som tilsynsmyndighed er nævnet ikke bundet af et partsbegreb. Nævnet kan derfor behandle klager over psykologers virksomhed, som er modtaget fra personer eller myndigheder, der er direkte involveret i en sag, men nævnet kan vælge at optage sager til behandling, som indbringes af andre med et kendskab til sagen, og nævnet kan fx også reagere i sager, hvor der har været en offentlig omtale.
Nævnet kan af egen drift tage sager op til behandling, og nævnet har herigennem også mulighed for at føre uanmodet tilsyn med autoriserede psykologers virksomhed. Nævnet har enkelte gange benyttet sig af denne mulighed.
Nævnet har i nogle få tilfælde vurderet, at det efter afslutningen af en tilsynssag har været relevant at udvide nævnets tilsyn til at omfatte en større del af den pågældende autoriserede psykologs virksomhed. Nævnet har i enkelte tilfælde anbefalet, at den pågældende autoriserede psykolog underlægger sig yderligere faglig vejledning med hensyn til udførelsen af sit virke.
Hvis en autoriseret psykologs virksomhed udøves inden for sundhedsvæsenet, indbringes klager over psykologens behandling af klienten for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Klagen kan kun indbringes af klienten selv, eller af klientens repræsentant som defineret med fuldmagt eller forældremyndighed. I henhold til ændringer i 2003 af Sundhedsministeriets lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. kan Patientklagenævnet vurdere sagen uden Psykolognævnets medvirken.
Efter konkret aftale med Patientklagenævnet kan enkelte klager over psykologers virke inden for sundhedsområdet behandles af Psykolognævnet. Dette er fx tilfældet, hvor klagen er indsendt af en person, som ikke efter reglerne i Patientklagenævnet har partsstatus, eller hvor der er tale om klager over psykologens adfærd under behandlingen, frem for selve behandlingsformen.
B. Bødestraf for overtrædelser af psykologloven I medfør af psykologlovens § 22 straffes en autoriseret psykolog, der gør sig skyldig i grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed under udøvelsen af sin virksomhed med bøde. I medfør af psykologlovens § 23 straffes overtrædelse af lovens § 1, §§ 14-16 og § 21, stk. 1, ligeledes med bøde.
C. Særlige emner og eksempler vedrørende tilsyn I forbindelse med sin tilsynsvirksomhed har nævnet konstateret, at der kan opstå problemer i undersøgelsesforløb og ved behandlinger, som psykologer udfører. Nogle af de mest hyppige problemstillinger er nævnt i det følgende.
a. udførelsen af undersøgelsen Når Psykolognævnet modtager en henvendelse i en tilsynssag, klages der ofte over selve udførelsen af en psykologisk undersøgelse.
Der kan være tale om klager over psykologens virke i sager om forældremyndighed, samvær, anbringelse af børn uden for hjemmet, vurdering i pensionssager m.v. Med udgangspunkt i psykologlovens § 12 og det foreliggende materiale har nævnet i en række tilfælde fundet anledning til at præcisere, at psykologer skal udføre de undersøgelser, som de påtager sig, med omhu og samvittighedsfuldhed.
Dette krav betyder blandt andet, at psykologen skal foretage de observationer og samtaler, som er nødvendige for at kunne vurdere de parter, der indgår i sagen.
Det forventes, at psykologen fastholder en så afbalanceret optræden som muligt over for de involverede parter, blandt andet ved fx at udvise respekt over for parterne, som alle er i en for dem vanskelig og belastende situation.
Det er udgangspunktet, at psykologen undersøger alle de forhold, som er relevante. Dette kan betyde, at der også undersøges, eller tages stilling til, forhold, som undersøgelsesparterne selv har udpeget. Det kan fx også omfatte samtaler og observationer af de involverede i deres egne omgivelser.
1 eksempel på nævnets afgørelser i sager Eksemplet: udførelse af børnesagkyndige undersøgelser. 2002/2003.
b. udfærdigelse af erklæringen Psykolognævnet lægger vægt på, de erklæringer, der udformes på baggrund af en undersøgelse, skal kunne benyttes som udgangspunkt for en reel vurdering af parternes aktuelle forhold og fremtidige muligheder.
Derfor lægges der vægt på, at der foreligger en systematisk fremlæggelse af oplysningerne i erklæringen. Er der fx tale om en forældremyndighedssag, bør forholdene hos begge forældre og begge forældres forhold til barnet/børnene være beskrevet. Specielle forhold, positive eller negative, hos parterne bør nævnes, og der bør tages stilling til forhold, som parterne selv har nævnt.
Hvis oplysninger er hentet i kommunale sagsakter eller hos andre end de primære parter, bør kilderne for de pågældende oplysninger oplyses.
Som udgangspunkt, og ikke mindst når der bruges psykologiske tests, skal det af erklæringen tydeligt fremgå hvilke psykologfaglige overvejelser, psykologen har gjort sig på grundlag af testresultaterne, og der skal redegøres herfor i erklæringens konklusioner. Det bør videre fremgå, hvordan de pågældende tests er indgået i den samlede undersøgelse og i rapportens konklusioner.
Nævnet finder det væsentligt, at både opdragsgiveren og parterne i undersøgelsen har en reel mulighed for at tage stilling til erklæringens konklusioner. Derfor finder nævnet, at beskrivelser i erklæringer bør kunne forstås af både opdragsgiver og de undersøgte.
Psykolognævnet finder det væsentligt, at de konklusioner, der præsenteres i en erklæring er udformet på en måde, så de afspejler de forhold, erklæringen skal afdække, og ofte vil det være en styrke, at konklusionerne fremstår som muligheder frem for som håndfaste udtalelser.
5 eksempler på nævnets afgørelser i sager Eksemplet: Præsentation af erklæringen. 2002/2003.
c. gennemgang af erklæringen Nævnet lægger vægt på, at erklæringer fra undersøgelser gennemgås med de undersøgte, inden erklæringen videresendes til opdragsgiver.
Gennemgang af erklæringen kan medvirke til, at faktuelle fejl, som erklæringen indeholder, rettes, inden erklæringen læses af beslutningstageren. Med udgangspunkt heri kan gennemgang af erklæringen også være medvirkende til, at senere klager over den psykologfaglige virksomhed kan afsluttes uden kritik.
Så vidt muligt skal denne gennemgang af sagen med klienten ske så betids, at den undersøgte eventuelt skriftligt får lejlighed til at fremkomme med eventuelle forslag til rettelser i faktuelle oplysninger inden psykologens udtalelse sendes til opdragsgiveren, som fx kan være en kommune eller retten. De faglige overvejelser og konklusioner er psykologens ansvar.
I de situationer, hvor der er tale om en mere personligt orienteret behandlingssituation, finder Psykolognævnet, at psykologen ved sin præsentation af resultater og konklusioner bør være opmærksom på de virkninger, disse kan have på klienten. Med udgangspunkt heri kan psykologen, hvor det er muligt, tilpasse sine udtalelser til klientens situation. Hvis psykologens oplysninger kan betyde væsentlige ændringer for klienten, kan det være hensigtsmæssigt, at psykologen har orienteret sig om, hvordan klienten bedst kan håndtere de forventede ændringer.
Psykolognævnet finder, at resultater og konklusioner fra behandlingsforløb bør præsenteres på en forståelig måde for klienten. Nævnet anbefaler derfor, at medicinske udtryk eller udtryk, som uden videre kan misforstås, så vidt muligt undgås.
1 eksempel på nævnets afgørelser i sager Eksemplet: Gennemgang af erklæringen. 2002/2003.
d. aftaler med opdragsgiveren I ikke helt få sager har det været uklart, hvad der har været aftalt mellem psykolog og opdragsgiver, og opdragsgivere har klaget over, at de ikke har modtaget den ydelse, som de forventede.
Psykolognævnet har vanskeligt ved at gå ind i den type spørgsmål, idet der ikke er tale om psykologens faglige virksomhed. Nævnet har dog i nogle sager fundet anledning til at præcisere, at det er en væsentlig forudsætning for samarbejdet mellem psykolog og opdragsgiver, at der foreligger en klar aftale, gerne skriftligt, om hvad parterne ønsker og forventer af hinanden med hensyn til undersøgelsens varighed, forventede metoder og økonomiske ramme.
1 eksempel på nævnets afgørelser i sager Eksemplet: Aftaler med opdragsgiveren. 2002/2003.
e. ordnede optegnelser Psykolognævnet har i nogle sager rettet kritik mod psykologers bevarelse af ordnede optegnelser (journalen) i forbindelse med undersøgelser, som er blevet udført for retsvæsenet i forældremyndighedssager. Psykolognævnet har udtalt, at bestemmelserne om journalføring, opbevaring og kassation også finder anvendelse ved de pågældende opgaver.
Selv om det kan være praksis, at en større eller mindre del af det materiale, som psykologen har indsamlet i forbindelse med en undersøgelse, videresendes til fx retten, skal psykologen opbevare noter m.v. fra gennemførte samtaler og resultaterne fra eventuelle tests, som er udført. Akter, som er modtaget fra opdragsgiveren, og som indgår i grundlaget for psykologens konklusioner, bør opbevares i journalen, ligesom erklæringen også skal indgå.
Nævnet finder det væsentligt, at journalen altid omfatter et samlet grundlag, hvorfra det er muligt at vurdere, om psykologens faglige overvejelser og en sags eventuelle konklusioner er baseret på sagens materiale, og om disse fremgår med den omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed, som kræves af psykologloven.
Det er generelt nævnets opfattelse, at psykologen i forhold til anmodninger om aktindsigt, samt eventuel klage og tilsyn, er bedst stillet ved omhyggeligt at have ført journal.
f. udtalelser efter §§ 28 og 29 i lov om forældremyndighed og samvær I medfør af §§ 28 og 29 i Lov om forældremyndighed og samvær, Lov nr. 387 af 14. juni 1995, med senere ændringer, skal statsamtet tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og samvær, og er barnet fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sådan sag, finde en samtale sted med barnet herom. Civilretsdirektoratet har udarbejdet nærmere regler for udførelsen af de pågældende samtaler.
Psykolognævnet har modtaget klager over psykologers udførelse af samtaler i samværssager. Nævnet har gennemgående ikke fundet anledning til at rejse kritik af de pågældende psykologers virke i sagerne.
Psykolognævnet har lagt vægt på, at det af sagerne fremgår, at statsamtet ikke har udtrykt utilfredshed med udførelsen af samtalerne, og at de notater, som psykologen har udført ved samtalerne har overholdt statsamtets retningslinier.
g. indberetninger til kommunen efter §§ 35 og 36 i serviceloven Nævnet har modtaget klager over, at psykologer har afgivet indberetning til kommunen i medfør af servicelovens § 36. Nævnet har ikke fundet anledning til at kritisere de pågældende psykologer for indgivelsen af indberetning.
Psykolognævnet lægger vægt på, at psykologer overholder den indberetningspligt, som de har i kraft af deres virke, og nævnet er opmærksom på, at offentligt ansatte psykologer er underlagt skærpet indberetningspligt i medfør af bekendtgørelsens § 35.
Hvor det har været nødvendigt har Psykolognævnet, gjort opmærksom på, at psykologlovens § 12 også gælder ved udformningen af de pågældende indberetninger, og at indholdet af indberetningerne derfor skal være udformet med både omhu og uhildethed.
1 eksempel på nævnets afgørelser i sager Eksemplet: Indberetninger efter §§ 35 og 36 i serviceloven. 2002/2003.
h. anvendelse af ”diagnoser” Nævnet finder det vigtigt, at autoriserede psykologer gør sig klart, om de har tilstrækkelig faglig kompetence til at stille en bestemt diagnose, eller om der er behov for at henvise klienten til yderligere udredning hos en anden person med kompetence inden for det pågældende område, fx en psykiater.
Psykolognævnet har i nogle tilfælde kritiseret psykologer for at have udtrykt sig så entydigt om en klients psykiske tilstand, at man kunne få den opfattelse, at psykologen havde stillet en endelig diagnose, skønt der var tale om forslag til en diagnose, som kun kunne stilles af en psykiater.
Hvis psykologen finder, at klienten udviser symptomer og adfærd, der er karakteristisk for en af de tilstande, som normalt kun kan vurderes af en psykiater, bør psykologen alene konkludere, at symptomer og adfærd er karakteristisk for den pågældende tilstand. Hvis psykologen omtaler en diagnose, der er stillet af en anden person, skal det fremgå af erklæringen, hvem der har stillet diagnosen.
Psykologiske erklæringer, der indeholder diagnosebetegnelser, skal kunne forstås af den opdragsgiver, der har bestilt erklæringen, fx en kommune eller anden offentlig myndighed. Det er derfor vigtigt, at erklæringen er formuleret i et sprog, som kan forstås af andre end psykologer og personer med særligt kendskab til den psykologiske terminologi.
Psykologen skal være opmærksom på, at erklæringer der afgives til offentlige myndigheder, vil indgå i myndighedens journal, og at eventuelle diagnoser vil kunne ”følge” klienten i lang tid.
i. behandlingsforløb Som ved den øvrige virksomhed, er det ved behandlingsforløb væsentligt, at psykologen er opmærksom på klientens ønsker, forventninger og begrænsninger.
Klienten har forventninger til den behandling, som skal indledes, og forventningerne bør i den grad, det er muligt, indgå i psykologens faglige overvejelser om påbegyndelsen og fortsættelsen af behandlingen.
Nævnet lægger herudover vægt på, at psykologen forsøger at sikre sig, at klienten forstår formålet med den behandling, som udføres.
2 eksempler på nævnets afgørelser i sager Eksemplet: Psykologens virke i behandlingsforløb. 2002/2003.
j. udtalelser på spinkelt fagligt grundlag Under tiden er nævnet blevet præsenteret for psykologudtalelser, hvor der ikke foreligger en konkret undersøgelse af sagens parter. Der kan være tale om udtalelser i forældremyndighedssager eller i samværssager udfærdiget med udgangspunkt i den ene parts henvendelse, eller indberetninger om børns forhold, udfærdiget i medfør af servicelovens § 36.
Når en psykolog udfærdiger udtalelser eller indberetninger i denne type sager, finder nævnet at udtalelserne uanset den eventuelle ensidige tilgang til sagen, skal overholde de krav, der stilles af psykologlovens § 16.
Skriftlige henvendelser må ikke indeholde oplysninger eller vurderinger, som psykologen ikke har dokumentation eller fagligt belæg for. Hvis oplysningerne er modtaget fra anden kilde, skal dette tydeligt fremgå af skrivelsens tekst.
Ikke mindst når der udfærdiges udtalelser, hvor oplysningerne fortrinsvis eller udelukkende kommer fra en enkelt kilde, finder nævnet, det kritisabelt, hvis der stilles for håndfaste forslag til et eventuelt behandlingsforløb. Nævnet finder, at psykologen i disse tilfælde udtrykkeligt bør skrive, at anbefalingerne alene har udgangspunkt i oplysningerne fra en enkelt kilde.
1 eksempel på nævnets afgørelser i sager Eksemplet: Udtalelse fremsat på spinkelt fagligt grundlag. 2002/2003. |
||
|
|