A.   Udførelsen af børnesagkyndige        undersøgelser		E.   Indberetninger til kommunen efter        servicelovens §§ 35 og 36
B.   Præsentation i erklæringer		F.   Psykologens virke i behandlingsforløb
C.   Gennemgang af erklæringen		G.   Udtalelser fremsat på et        spinkelt fagligt grundlag
D.   Aftaler med opdragsgiveren

 

Eksempel 8.1. Forhold er ikke undersøgt eller beskrevet tilstrækkeligt.

 

Psykologen udførte en børnesagkyndig undersøgelse i en forældremyndig-hedssag. Undersøgelsen vedrørte tildeling af for­ældremyndighedsretten over forældreparrets 4-årige datter.

 

Moderen klagede over, at psykologen havde fejlvurderet faderens samarbejdsvillighed, og at han bevidst fra erklæringen havde undladt væsentlige oplysninger og vurderinger, som kunne tale til moderens fordel.

Moderen lagde blandt andet vægt på, at psykologen fx ikke havde beskrevet ret meget om hendes boligsituation, mens der forelå mere udførlige beskrivelser af faderens boligforhold.

 

Nævnets afgørelse

Med udgangspunkt i erklæringen noterede Psykolognævnet sig, at psykologen havde vanskeligheder ved at opnå en kontakt med den 4-årige datter, og at hans vurderinger derfor beroede på udsagn fra forældrene og fra indholdet af sagsakter.

Når psykologen ikke kunne opnå en mundtligt kontakt med pigen, fandt nævnet, at psykologen burde have udført flere observationer, som kunne indgå i grundlaget for hans vurderinger.

 

Nævnet noterede sig, at en del oplysninger om klager først var blevet indarbejdet i erklæring på klagers forlangende, og fandt ikke, at der i psykologens erklæring var refereret tilstrækkeligt med klagers synspunkter. Nævnet fandt således ikke, at psykologens rapportering var blevet udført med den omhu, som forventes, hvorfor der blev udtalt kritik i medfør af psykologlovens § 12 og § 16.

 

 

Eksempel 8.2. Mangler beskrivelse af forældrenes samspil med barnet

 

Psykologen udførte en børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med en forældremyndighedssag. Undersøgelsen vedrørte placeringen af forældremyndighedsretten over forældreparrets to børn på henholdsvis 3 ½ år og 2 år, som var anbragt i familiepleje.

 

Nævnet lagde til grund, at psykologen havde observeret samspillet mellem faderen og de to børn på Forældre- og Børnecentret, og at samspillet mellem moderen og barnet var blevet observeret i familieplejen. I erklæringens afsnit om indtryk og vurdering af forældrene havde psykologen hovedsageligt refereret til oplysninger om forældrenes tidligere adfærd over for børnene som beskrevet af parterne.

 

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt det kritisabelt, at erklæringen ikke indeholdt en fyldigere beskrivelse af de iagttagelser, psykologen selv foretog af samspillet mellem forældre og børn, og en nærmere redegørelse for de psykologfaglige vurderinger af disse iagttagelser.

 

På baggrund heraf fandt nævnet grundlag for at udtale kritik af psykologens virke i denne sag efter § 16 i lov om psykologer m.v., idet nævnet fandt, at psykologen ikke havde udvist tilstrækkelig omhu ved udfærdigelse af erklæringen.

 

 

Eksempel 8.3. Oplysninger fremstår ikke uhildet eller underbygget.

 

Psykologen havde udført en børnesagkyndig undersøgelse i en samværssag. Undersøgelsen drejede sig om omfanget af faderens (klagers) samvær med sin 12-årige søn. Det blev oplyst, at drengen havde indlæringsvanskeligheder og sansemotorisk handicap.

 

Faderen ønskede en udvidelse af samværet, mens moderen ønskede en begrænsning, idet hun fremhævede barnets angst og uro i forbindelse med samværsbesøgene hos faderen.

 

Psykologens undersøgelse resulterede i hans anbefaling af, at faderens samvær blev reduceret til én weekend om måneden plus diverse ferier.

 

Klager fandt, at psykologen ikke havde været uhildet i sin undersøgelse eller i den beskrivelse, som han havde fremsendt til statsamtet.

Klager mente, at psykologen ved undersøgelsen havde behandlet ham anderledes end psykologen havde behandlet hans tidligere hustru.

Klager fandt, at psykologen i sin rapport havde forkortet klagers udtalelser og havde fremhævet punkter, der stillede hans tidligere hustru i et bedre lys – og ham i et dårligere.

Klager pegede på, at psykologens rapport indeholdt en række udtalelser om hans adfærd, fremsat af hans tidligere hustru, uden at han havde haft mulighed for at kommentere udtalelserne.

 

Nævnets afgørelse

Med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger fandt Psykolognævnet, at psykologen ikke i tilstrækkelig grad har været uhildet i beskrivelserne af hver af forældrene.

 

Psykolognævnet fandt, at psykologen mere klart end det fremgik i rapporten skulle have redegjort for de faglige udtalelser, der bandt beskrivelserne af forældrene og drengens forhold sammen med erklæringens konklusioner.

 

Psykolognævnet fandt derfor ikke, at psykologen fuldt ud havde levet op til de krav om indholdet af erklæringer, som fremgår af psykologlovens § 16.

 

 

Eksempel 8.4. Oplysningerne i erklæringen er svært tilgængelige

 

Psykologen foretog en undersøgelse af en kvinde med henblik på at vurdere hendes forældreevne i forhold til hendes 1-årige datter. Psykologen udfærdigede en erklæring og afgav en udtalelse om, hvordan erklæringens konklusion skal forstås

 

Det fremgår af erklæringen, at psykologen havde en samtale med moderen og foretog en Rorschachtest. Til brug for undersøgelsen modtog psykologen sagsakter fra kommunen vedrørende mor og barn, herunder kopi af breve, hvori en sundhedsplejerske og en dagplejepædagog udtrykte bekymring for barnet. En hjemme-hos’er havde også skrevet om de observationer, hun havde foretaget af forholdet mellem mor og barn, og udtrykt sin bekymring for barnet.

 

I sin erklæring skrev psykologen, at der var tale om en personligheds-forstyrrelse (emotionelt ustabil, impulsiv type), som ikke lader sig ændre, og at der som overbygning lå de histrioniske adfærdsmæssige træk. Psykologen konkluderede, at moderen ikke kunne nås ad psykologiske og pædagogiske veje, og at der ikke burde herske tvivl om, at personlighedsprofilen var stabil og kronisk og ikke lod sig ændre via ydre påvirkning.

 

Nævnet fandt, at erklæringen burde have indeholdt en mere fyldestgørende og forståelig beskrivelse af resultaterne af Rorschachtesten med eksempler på de resultater/svar, der fører til konklusionen.

 

Nævnet fandt det kritisabelt, at psykologen havde afsluttet erklæringen med diagnosebetegnelsen “Emotionelt ustabil, den impulsive type” uden at gøre opmærksom på den usikkerhed, der kan være forbundet med at vurdere en klients personlighed alene på baggrund af én psykologisk test.

 

Nævnet fandt, at psykologen burde have anbefalet videre udredning af moderen ved en person med kompetence inden for det pågældende fagområde.

 

Nævnet fandt endvidere, at sproget i rapporten og anvendelsen af fagudtryk gjorde det vanskelig for modtager at benytte rapporten.

 

På denne baggrund fandt nævnet grundlag for at kritisere psykologens arbejde i denne sag efter psykologlovens § 12 og § 16, idet psykologen ikke havde haft tilstrækkeligt fagligt grundlag for at udtale sig så sikkert om moderens personlighed.

 

 

Eksempel 8.5. Oplysningerne i erklæringen er svært tilgængelige

 

Psykologen havde foretaget en undersøgelse af klienten i forbindelse med kommunens ønske om stillingtagen til klientens erhvervsmæssige muligheder.

 

Klienten klagede over indholdet af den rapport, psykologen havde ud-arbejdet, og oplyste, at han ikke havde haft mulighed for at læse rapporten, inden den blev sendt til kommunen.

 

Psykologen oplyste, at grundet den lange, intense og brede drøftelse ved afslutningen af undersøgelsen blev der ikke foretaget gennemgang af rapporten med klager, inden rapporten blev sendt til kommunen. Han forklarede, at fagudtryk i rapporten først og fremmest er beregnet til brug for fagfæller, som måtte få rapporten i hænde.

 

Nævnets afgørelse

Psykolognævnet fandt, at psykologen havde udført relevante undersøgelser i forhold til opgaven, og at der var overensstemmelse mellem de gennemførte tests, de faktiske oplysninger i rapporten og psykologens overordnede konklusioner.

 

Psykolognævnet fandt dog, at psykologens rapport fremstod unødigt svært tilgængeligt.

Nævnet fandt, at rapporten i sin udformning burde have fremstået sprogligt mere neutral og burde have været udformet mindre bombastisk i sine konklusioner.

 

Nævnet fandt, at det ville have lettet læsningen, hvis testresultaterne fx var blevet placeret i et bilag frem for i hovedteksten.

 

Under hensyn til, at klager ikke inden afgivelsen af rapporten til kommunen havde haft lejlighed til at kommentere den, og til at rapporten fremstår unødigt svært tilgængeligt, fandt Psyko­lognævnet anledning til at rette kritik imod psykologens virke som autoriseret psykolog i medfør af psykologlovens § 16.

 

 

Eksempel 8.6. Summarisk erklæring med for håndfaste konklusioner

 

Psykologen blev engageret af kommunen for at undersøge grundene til, at 2 drenge på henholdsvis 14 og 12½ år, anbragt uden for eget hjem, i hver sin plejefamilie, nægtede at besøge deres moder.

 

Moderen klagede over, at psykologen ikke havde talt med hende i sagen.

 

Moderen fandt ikke, at psykologen havde udført den opgave, som psykologen havde påtaget sig, at rapporten til kommunen var ensidig, og at den indeholdt fejl, mangler, undladelser, misforståelser og fejlfortolkninger, netop fordi psykologen ikke selv havde talt med hende. 

 

Psykologen oplyste, at aftalen med kommunen byggede på, at psykologen skulle tale med drengene om deres vægring ved at besøge moderen, og at han eventuelt også ville tale med drengenes moder.

Da psykologen havde haft sine første samtaler med drengene, meldte han tilbage til kommunen, at han ikke kunne indgå kontakt med moderen, men at moderen i stedet for måtte henvises til en anden psykolog, som kunne varetage hendes oplevelser og synspunkter.

 

Nævnets afgørelse

Ud fra de foreliggende oplysninger fandt Psykolognævnet, at det måtte lægges til grund, at psykologen havde haft selvstændigt mulighed for at afgrænse den opgave, som han havde påtaget sig. Nævnet var opmærksomt på, at psykologen og klager ikke er enige om hvilken aftale, der er indgået mellem psykologen og kommunen i denne sag.

 

Psykolognævnet fandt, at psykologen på baggrund af sine samtaler med drengene og læsning af sagens akter m.v. havde foretaget en relevant afklaring med hensyn til belysning af baggrunden for drengenes vægring med hensyn til besøg hos deres moder.

Nævnet fandt dog, at psykologens rapport fremtrådte summarisk i sit indhold, og at der i rapporten burde have været en mere klar opdeling mellem referat af samtaler og observationer og vurdering.

Nævnet fandt endvidere, at psykologens konklusioner vedrørende drengenes videreudvikling, såfremt de genoptog deres besøg hos deres moder, var vidtgående i forhold til de faktiske optegnelser i rapporten.

Det fremgik ikke af rapporten, at psykologen havde overvejet andre former for kontakt mellem moderen og drengene end weekend besøg.

 

Psykolognævnet fandt, at psykologen mere klart i rapporten burde have anbefalet, at samtalerne med drengene blev opfulgt af udredning af moderen.

 

Psykolognævnet fandt således anledning til at rette kritik mod psykologens virke i medfør af psykologlovens § 16.

 

 

Eksempel 8.6. Gennemgang af erklæringen var ikke forberedt.

 

Psykologen foretog en undersøgelse anledning af henvendelsen fra en talepædagog om en 3-årig drengs bekymrende adfærd. Psykologen udfærdigede en rapport fra sine undersøgelser. I rapporten er psykologens formodning om, at drengen skulle befinde sig i autistisk spektrum ikke nævnt.

 

Psykologen afholdt et tilbagemeldingsmøde med forældrene ved forløbets afslutning. I mødet deltog barnets moder for forældrene. Ved mødet udtalte psykologen, at drengen fungerede svarende til en beliggenhed inden for det autistiske spektrum.

 

Barnets moder klagede over psykologens vidtrækkende udtalelser ved mødet, at psykologen havde nægtet at indhente andre vurderinger på diagnosen, og at psykologen ikke ved mødet havde materialer om autister eller om behandlingen af autisme med sig.

 

Psykologen udtalte, at hun inden tilbagemeldingsmødet havde gennemgået resultaterne af sine tests med en børneneuropsykolog fra Center for Autisme, og at hendes udtalelser ved mødet var i overensstemmelse med supervisorens vurdering. Derfor fandt hun ikke, at det var nødvendigt at indhente yderligere udtalelser i sagen. Psykologen beklagede, at hun ikke havde materialer om autisme med sig til mødet.

 

Nævnets afgørelse

Psykolognævnet fandt, at psykologen i forbindelse med sin undersøgelse havde benyttet relevante tests.

Nævnet noterede sig, at barnets forældre havde haft mulighed for at gennemgå rapporten for fejl og havde fået tilbud om opfølgende samtaler efter forløbets afslutning.

Psykolognævnet fandt, at psykologens rapport var blevet udfærdiget med den fornødne omhu og uhildethed.

 

Psykolognævnet fandt dog, at psykologen ved tilbagemeldingen til forældrene om sine observationer burde have været mere opmærksom på, hvordan hendes udtalelser blev opfattet, at hun ved tilbagemeldingsmødet angiveligt havde været for unuanceret i sine udtalelser om drengens adfærd, og at hun på grund af alvoren i udtalelserne for familien, og på grund af usikkerheden i vurderingsgrundlaget, ikke mindst fra børneneuropsykologen, skulle have udvist mere forståelse for moderens udtalelser om en supplerende vurdering af drengens adfærd.

 

Med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger fandt Psykolognævnet således anledning til at udtale kritik af psykologens virke i medfør af psykologlovens § 12.

 

 

Eksempel 8.7. Manglende klarhed i aftale indgået mellem psykologen og kommunen

 

Psykologen foretog en børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med en kommunens ønsker om oplysninger, der kunne danne grundlag for en beslutning om 3 drenges eventuelle hjemgivelse til familien fra anbringelser uden for hjemmet.

 

Det fremgår, at kommunen i marts havde sendt et brev til psykologen med et oprids af undersøgelsens formål og det ønskede indhold, og, at psykologen var blevet valgt til undersøgelsen efter ønske fra forældrene.

 

I begyndelsen af april var psykologen til møde med forvaltningen om undersøgelsen. Der foreligger referat, der indeholder kommunens opfattelse af beslutninger fra mødet vedrørende undersøgelsen.

 

Af psykologens journal fremgår, at psykologen udførte sin undersøgelse af de 3 brødre og deres familie i perioden fra april til juni. Psykologen afleverede sin rapport fra undersøgelsen til kommunen i begyndelsen juli.

 

Efterfølgende henvendte forvaltningen sig til psykologen med ønsket om en uddybning af rapporten, idet forvaltningen fandt undersøgelsen mangelfuld og ikke i overensstemmelse med det ønskede formål.

 

Psykologen mente, at han havde fulgt den procedure, der var blevet aftalt med kommunens forvaltning på mødet i april. Han oplyste, at aftalen omfattede, at han kunne komme uanmeldt på sine besøg hos både familien og anbringelsesstedet, og at resultaterne fra undersøgelsen for hovedpartens vedkommende skulle afrapporteres mundtligt.

 

Der var således en betydelig uenighed mellem kommunen og psykologen om rammerne og indholdet af den pågældende undersøgelse.

 

 

Nævnets afgørelse

I sin vurdering af sagen lagde nævnet vægt på, at psykologen havde angivet at have lang erfaring at samarbejde med kommunale forvaltninger. Nævnet fandt, at psykologen på grundlag af sin erfaring fra begyndelsen af den gensidige kontakt med kommunen burde have udfoldet større bestræbelser på at sikre, at han var enig med kommunen om undersøgelsens form, indhold og afrapportering. Nævnet fandt, at det ville have været hensigtsmæssigt, om de pågældende aftaler var blevet nedskrevet.

 

Nævnet fandt i øvrigt ikke, at psykologens afrapportering levede op til kravene for afrapporteringen af psykologiske undersøgelser. Nævnet fandt, at der i afrapporteringen manglede beskrivelser af samspillet mellem forældrene og børnene. Nævnet fandt endvidere, at der manglede psykologfaglige overvejelser.

 

Under hensyn til, at det må have stået psykologen klart, at undersøgelsen skulle indgå i grundlaget for kommunens overvejelser om beslutninger af stor betydning for børnenes fremtid, fandt nævnet ikke, at rapportens kvalitet og afrapportering havde en sådan faglig tyngde, at den kunne indgå som et vægtigt bidrag i kommunens grundlag for beslutninger.

 

Nævnet fandt, at psykologen burde have udfoldet større bestræbelser på at imødekomme kommunens ønsker til afrap­porteringen af undersøgelsen.

 

Psykolognævnet fandt således, at der var grundlag for at rejse alvorlig kritik af psykologens virke efter psykologlovens § 12 og § 16.

 

 

Eksempel 8.8 Indberetning udfærdiges i neutral tone.

 

Psykologen sendte udtalelse vedrørende barnet og barnets moder til kommunen i henhold til servicelovens § 35. Oplysninger i udtalelsen er modtaget fra barnets fader. Barnets moder og fader boede hver for sig.

 

Moderen klagede, idet hun fremførte, at psykologen havde skrevet til kommunen med oplysninger udelukkende baseret på faderens og sundhedsplejerskens udtalelser, at psykologen aldrig har set hverken hende eller hendes barn, og at hun ikke af psykologen var blevet orienteret om brevet til kommunen.

 

Nævnets afgørelse

Nævnet lagde til grund, at det af indberetningen klart fremgik, hvorfra oplysningerne til kommunen stammede.

 

Psykolognævnet fandt, at psykologen med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger havde haft grundlag for bekymring om datterens trivsel og udvikling, samt moderens psykiske tilstand, og at formuleringerne i indberetningens beskrivelser var i overensstemmelse med de refererede oplysninger.

 

Psykolognævnet fandt således ikke, at der i forbindelse med afgivelsen af udtalelsen er grundlag for at udtale kritik af psykologens virke efter psykologlovens § 16.

 

Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykologens vurderinger af klager var blevet holdt i en mere neutral tone, idet psykologen ikke direkte havde haft mulighed for at vurdere samspillet mellem moder og datter.

 

Nævnet fandt ligeledes, at det havde været korrekt at sende en kopi af udtalelsen til moderen, samtidigt med at den blev sendt til faderen og til kommunen.

 

 

Eksempel 8.9. Klientens ønsker bør indgå i psykologens overvejelser omkring metode.

 

En mandlig klient deltog i en konsultation hos psykologen. Det fremgår, at klienten havde ønsket at tale med en kvindelig psykolog, fordi han fandt det nemmere at udtrykke sig, at han var blevet stillet den ønskede samtale i udsigt, men at han i stedet for fik samtalen med den pågældende mandlige psykolog.

 

I forbindelse med konsultationen havde psykologen foretaget en massage-behandling af klienten, en behandling, som klager fandt useriøs.

 

Psykologen fremførte, at klager ved konsultationen var blevet løbende orienteret om behandlingens videreforløb, og at klager havde haft mulighed for, når som helst, at afbryde behandlingen.

 

Psykologen lagde desuden lagt vægt på, at han havde lang erfaring med den anvendte teknik i forbindelse med behandling af spændinger og åndedræt, og at han var blevet meget overrasket over klagers pludselige opfaren ved behandlingens afslutning.

 

Nævnets afgørelse

Under hensyn til, at der var tale om en indledende samtale, og til at klienten ved samtalens start utvetydigt havde givet udtryk for utilfredshed med ikke at være henvist til en kvindelig psykolog, fandt nævnet, at psykologen skulle den visiterede mandlige psykologs overvejelser vedrørende benyttelsen af massageteknikken skulle have været særligt grundige, og informationen herom skulle have været særdeles klar, således at der ikke kunne være tvivl om klagers accept heraf.

 

Nævnet fandt ikke, at psykologen havde levet sig ind i klientens ønsker, og nævnet mente, at psykologen burde have været opmærksom på, at der var behov for en bedre forklaring i forbindelse med benyttelsen af en usædvanlig psykologisk metode.

 

Med baggrund i de foreliggende oplysninger fandt Psykolog­nævnet ikke, at psykologen ved benyttelsen af teknikken har udvist den nødvendige omhu med hensyn til at opnå klagers accept og forståelse af behandlingen.

 

Med udgangspunkt heri fandt Psykolognævnet, at der er grundlag for at rejse kritik af psykologens virke i denne sag i medfør af psykologlovens § 12.

 

 

Eksempel 8.10. Klientens udtalelser bør indgå i psykologens overvejelser i sagen.

 

Psykologen havde en 17-årig pige i konsultation vedrørende depression og personlige problemer. Pigen modtog anti-depressive midler fra sin læge. I løbet af en 3 måneds behandlingsperiode, blev samtalerne med pigen arrangeret således, at pigens forældre eller kæreste var til stede. Enkelte samtaler blev afholdt med pigen og hendes lærer. Pigen udtrykte flere gange ønske om at afholde samtaler alene med psykologen.

 

Da forløbet havde stået på i 3 måneder, ringede pigens mor til psykologen og fortalte, at pigen snittede sig, og at pigen ønskede at tale alene med nogen. Psykologen fastholdt datoen for en samtale, der skulle afholdes om nogle få dage. Dagen efter henvendelsen begik pigen selvmord.

 

Pigens forældre har klaget og fremført, at psykologen ikke behandlede deres datter korrekt, og at deres henvendelser vedrørende deres bekymring for pigens tilstand ikke blev taget alvorligt.

 

Nævnets afgørelse

Psykolognævnet fandt, at psykologen burde have været mere lydhør over for pigens ønske om individuelle samtaler med henblik på en nærmere udredning af de problemer, hun havde.

 

Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der under et behandlingsforløb på tre måneder ikke havde været afholdt individuelle samtaler med den 17-årige pige, at pigen under familiesamtalerne havde givet udtryk for, at hun ønskede individuelle samtaler, at moderen dagen før selvmordet havde underrettet psykologen om, at pigen ønskede at tale med nogen alene, og at pigen under sin sidste samtale med psykologen tydeligt havde været opgivende.

 

Psykolognævnet fandt det således tvivlsomt, om behandlingen af pigen var foregået med den omhu og samvittighedsfuldhed, som man kunne forvente af en autoriserede psykolog, efter psykologlovens § 12.

 

 

Eksempel 8.11. Udtalelse udfærdiget på et spinkelt fagligt grundlag

 

En kvinde henvendte sig til psykologen med anmodning om psykologhjælp. Kvinden var blevet bevilget 5 psykologsamtaler af et forsikringsselskab, idet hun var psykisk påvirket efter et slagsmål med sin tidligere mand, der havde fundet sted under børnenes samvær med faderen.

 

Efter aftale med kvinden var kvindens to sønner på 8 og 12 år med til alle samtaler. Efter anmodning fra klienten afgav psykologen en psykologudtalelse om klienten. Klienten fremlagde psykologudtalelsen ved et fogedretsmøde i en verserende samværssag, der fandt sted kort derefter.

 

Klager, som er kvindens tidligere mand, har anført, at en række faktiske oplysninger i udtalelsen ikke er korrekte, og at udtalelsen fremtræder som et bestillingsarbejde til brug for samværssagen.

 

Psykologen har gjort gældende, at hun alene havde givet en beskrivelse af moderens og børnenes situation ud fra de oplysninger, hun havde modtaget af dem under samtalerne.

 

Nævnets afgørelse

Nævnet bemærkede sig, at psykologen og klager var uenige om en række af de faktiske forhold, som psykologen havde beskrevet i udtalelsen.

 

Nævnet fandt, at det måtte have været klart for psykologen, at hendes udtalelse kunne komme til at indgå i den verserede samværssag.

 

Nævnet fandt ikke, at psykologen i sin udtalelse havde redegjort tilstrækkeligt for, hvorfra oplysningerne om de faktiske omstændigheder stammede.

 

Nævnet fandt, at psykologen i sin udtalelse burde have givet en kort beskrivelse af det opdrag, hun havde fået af sin klient, og at psykologen udtrykkeligt burde have fremhævet, at udtalelsen udelukkende var baseret på oplysninger, som hun havde fået af moderen og sønnerne.

 

På denne baggrund fandt Psykolognævnet anledning til at udtale kritik af psykologens virke i denne sag, idet psykologen ikke udviste den omhu ved udfærdigelsen af psykologudtalelsen, som kræves af en autoriseret psykolog efter § 16 i lov om psykologer m.v.