Kapitel 2

Lovgrundlaget m.v. for
Psykolognævnets virksomhed

 A. Lov om psykologer m.v.

Lov nr. 494 af 30. juni 1993 om psykologer m.v. (psykologloven) danner lov-grundlaget for Psykolognævnets virksomhed. Loven trådte i kraft den 1. januar 1994.

Med lovens ikrafttræden blev Psykolognævnet autorisationsmyndighed og tilsynsmyndighed over for autoriserede psykologer. Titlen psykolog og titlen autoriseret psykolog blev beskyttet.

Psykolognævnet er en selvstændig myndighed under Socialministeriet.

Psykolognævnet består af 9 medlemmer, og et tilsvarende antal personlige stedfortrædere.

Nævnet udpeges af socialministeren. Nævnets medlemmer udpeges for 4 år.

Nævnet består af én repræsentant udnævnt direkte af socialministeren, samt 8 medlemmer udnævnt af socialministeren efter indstilling fra sundhedsministeren, undervisningsministeren, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen (fra 1. januar 2007 regionerne i forening), Københavns og Frederiksberg Kommuner, De Samvirkende Invalideorganisationer og Dansk Psykolog Forening.

Siden lov af nr. 494 af 30. juni 1993 er der foretaget følgende ændringer af psykologloven:

• Ved lov nr. 463 af 10. juni 1997 blev der fastsat fælles regler for reklamering for sundhedsmæssig virksomhed i privat og offentligt regi, udført af autoriserede og ikke-autoriserede psykologer. Loven trådte i kraft den 1. september 1997.

• Ved lov nr. 207 af 27. marts 2000 blev det fastsat, at alle psykologer er omfattet af straffelovens § 152 og § 152 c-f, om tavshedspligt. Loven trådte i kraft den 1. juli 2000.

• Ved lov af 574 af 24. juni 2005 blev det fastsat, at det er regionerne i forening, som indstiller 1 medlem af nævnet. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

De ændringer af psykologloven, som er trådt i kraft, er indarbejdet i lov-bekendtgørelse nr. 132 af 27. februar 2004 om bekendtgørelse af lov om psykologer m.v. Lovbekendtgørelsen er optrykt som bilag 1 til beretningen.

Psykolognævnet har to hovedopgaver: at meddele autorisationer og at føre tilsyn med autoriserede psykologer. Autoriserede psykologer, hvis virksomhed falder inden for sundhedsområdet, er omfattet af Patientklagenævnets virksomhed.

Psykolognævnets afgørelser i autorisationssager og i tilsynssager kan ikke ind-bringes for anden administrativ myndighed.

B. Psykolognævnets forretningsorden

I medfør af psykologlovens § 17, stk. 5 er Psykolognævnets forretningsorden fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 86 af 2. februar 1994 af forretningsorden for Psykolognævnet.

Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 2 til beretningen.

C. Retningsliner for praktisk uddannelse

I medfør af psykologlovens § 2, stk. 1, nr. 2, har Psykolognævnet fastsat retningsliner for den praktiske uddannelse, der udføres med henblik på autorisation.

De første retningslinier for den praktiske uddannelse som grundlag for autorisation fastsatte Psykolognævnet i april 1995.

Psykolognævnets retningslinier for praktisk uddannelse som grundlag for autorisation af april 1998 videreførte 1995-retningslinierne med en række tilføjelser og ændringer.

Der kunne søges om autorisation efter retningslinierne af april 1998 indtil den 31. marts 2005.

På baggrund af en indstilling fra en arbejdsgruppe fastsatte Psykolognævnet i december 2002 nye retningslinier for autorisationsuddannelsen.

Fra den 1. april 2005 kan der kun søges om autorisation efter Psykolognævnets autorisationsordning for psykologer af december 2002.

De nye retningslinier beskrives i beretningens kapitel 3.

Psykolognævnets autorisationsordning for psykologer af december 2002 er optrykt som bilag 4 til beretningen.

 D. Bekendtgørelse om betaling af gebyr for meddelelse af autorisation som psykolog

I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 31. oktober 2000 udstedt i medfør af psykologlovens § 2, stk. 4, er der fastsat regler om betaling af gebyr for meddelelse af autorisation som psykolog. Der skal betales et gebyr på 1.500 kr. for meddelelse af autorisation. Gebyret skal indbetales til Socialministeriet før Psykolognævnet kan udstede autorisationsbevis.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 31. oktober 2000 om betaling af gebyr for autorisation som psykolog er optrykt som bilag 5 til beretningen.

E. Bekendtgørelse om autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser

I medfør af psykologlovens § 14, stk. 1, er der i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 813 af 12. september 1994 om autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser fastsat nærmere retningslinier for autoriserede psykologers journalpligt.

Indholdet af denne pligt er nærmere beskrevet i Psykolognævnets vejledning om autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser (journaler), jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 813 af 12. september 1994.

Socialministeriets bekendtgørelse og Psykolognævnets vejled­ning er optrykt som henholdsvis bilag 6 og 7 til beretningen.

F. Straffelovens § 152 og § 152 c-f,  retsplejelovens § 170, stk. 3
og § 169,  servicelovens § 36  og retssikkerhedslovens §§ 11 a-c

Ved ændringen i psykologloven ved lov nr. 207 af 27. marts 2000 er der i psykologlovens § 21, stk.2, indført en bestemmelse om, at reglerne om tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og § 152 c-f, gælder for psykologer.

Psykologlovens § 21, stk. 2 betyder, at alle psykologer er omfattet af straffelovens regler i § 152 og § 152 c - f om tavshedspligt uanset, om de har autorisation og uafhængigt af, om de arbejder for en offentlig myndighed.

Da alle psykologer er omfattet af straffelovens regler i § 152 og § 152 c - f om tavshedspligt, er alle psykologer også omfattet af den almindelige vidne- udelukkelsesregel i retsplejelovens § 170, stk. 3, hvorefter retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning. Herudover er tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv omfattet af den særlige vidneudelukkelsesregel i retsplejelovens § 169, hvorefter sådanne personer ikke uden samtykke af vedkommende myndighed må afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt, jf. dog § 169, stk. 2.

Forvaltningslovens og straffelovens regler om tavshedspligt samt retsplejelovens regler om vidneudelukkelse er gengivet i bilag 8 til beretningen.

Der foreligger ikke en krænkelse af tavshedspligten, hvis psykologen er forpligtet til at videregive oplysninger eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv, jf. straffelovens § 152 e.

Pligt til videregivelse af oplysninger er foreskrevet fx i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og psykologens pligt til at underrette kommunen for at varetage andres tarv er foreskrevet fx i servicelovens § 36.

Efter §§ 11 a-c i lovbekendtgørelse nr. 847 af 08. september 2005 om bekendt- gørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan en myndighed forlange at få oplysninger fra en række myndigheder m.v., der er nævnt i § 11 a, stk. 1. Paragraffernes tekst er gengivet i bilag 11 til beretningen. Bestemmelserne er nærmere beskrevet af Socialministeriet i bilag 12 til beretningen.

Psykologer har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, jf. § 36 i Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 om bekendtgørelse af lov om socialservice. Fra den 1. januar 2007 fremgår underretnings­pligten af § 154 i lov om social service, lov nr. 573 af 24. juni 2005.

Psykolognævnet har modtaget spørgsmål vedrørende psykologers afgivelse af oplysninger, hvor der ikke er indhentet samtykke fra den person, hvis sag er under behandling, og nævnet har i sin vejledning lagt vægt på, at eventuelle oplysninger, der afgives, skal ledsages af en følgeskrivelse, hvoraf det klart fremgår under hvilke omstændigheder og til hvilket formål de pågældende oplysninger oprindeligt blev indsamlet.

Under alle omstændigheder gælder, at psykologer, som afgiver oplysninger til andre myndigheder, skal udforme oplysningerne med den omhu, samvittighedsfuld og uhildethed, som er påkrævet i henhold til psykologloven.

G. Lov om markedsføring af sundhedsydelser

Ved lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser blev det fastsat, at Psykolognævnet fører tilsyn med psykologers markedsføring efter loven, og at Psykolognævnet som led i tilsynet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen og søge iværksat sanktioner for overtrædelser af lovens bestemmelser om markedsføring.

Psykologers markedsføring af sundhedsydelser er nærmere beskrevet i kapitel 9.

Lov om markedsføring af sundhedsydelser er optrykt som bilag 9 til beretningen.

H. Rådets direktiv 89/48/EØF og overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet

Psykolognævnet er kompetent myndighed i forhold til psykologområdet i Danmark.

Psykolognævnet træffer afgørelser om anerkendelse af erhvervskvalifikationer opnået i EU/EFTA-lande af EU/EFTA- statsborgere efter reglerne i Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst 3 års varighed, som er ændret af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2001/19/EF af 14. maj 2001, jf. bekendtgørelse nr. 178 af 17. marts 2003.

Psykolognævnet udsteder autorisation som psykolog til statsborgere i de nordiske lande, hvis de har fået autorisation som psykolog i et af de nordiske lande, jf. reglerne i overenskomst af 14. juni 1993 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet, jf. bekendtgørelse nr. 81 af 8. september 1994, med senere ændringer.

Psykolognævnets behandling af ansøgninger om anerkendelse af udenlandske kvalifikationer efter EU-reglerne og reglerne i de nordiske aftaler er beskrevet i beretningens kapitel 5.