|
Psykolognævnets beretning januar 2004 - december 2005 |
||
|
Kapitel 5 Psykolognævnets anerkendelse af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer som psykolog Psykologerhvervet er delvist lovreguleret i Danmark. Med en udenlandsk psykologuddannelse kan man arbejde her i landet, men man kan ikke benytte titlen ”psykolog” uden en godkendelse fra Psykolognævnet. Man kan heller ikke benytte titlen ”autoriseret psykolog” uden en autorisation fra Psykolognævnet. Se kap.4. Psykolognævnet kan udstede autorisation som psykolog til personer, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i psykologlovens § 2, stk. 1, nævnte uddannelser, jf. psykologlovens § 19, stk. 2. Psykolognævnet behandler ansøgninger om anerkendelse af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer efter forskellige regelsæt afhængig af i hvilket land, ansøgeren er statsborger, og hvor uddannelsen er gennemført. A. Nordiske statsborgere, der er omfattet af den nordiske overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet Statsborgere i et nordisk land, som har opnået godkendelse (autorisation) som psykolog i et af de andre nordiske lande (Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige), er omfattet af reglerne i overenskomst af 14. juni 1993 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet, jf. bekendtgørelse nr. 81 af 8. september 1994, med senere ændringer. Disse ansøgere har umiddelbart ret til at få autorisation som psykolog i Danmark, jf. § 2 i bekendtgørelse af aftale af 11. november 1998 med Finland, Island, Norge og Sverige om ændring af overenskomsten af 14. juni 1993 om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet. En ansøgning om autorisation sendes til Psykolognævnet. Psykolognævnets ansøgningsskema for autorisation, som kan rekvireres fra Psykolognævnet, på Psykolognævnets hjemmeside, www.pn.sm.dk, eller ved direkte henvendelse til Psykolognævnet, skal anvendes. Ansøgningen skal vedlægges:
B. Statsborgere i EU/EFTA-lande, som er omfattet af EU-regler Statsborgere i et EU-land (Belgien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Malta, Polen, Slovakiet, Portugal, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig) eller i et EFTA-land (Island, Norge, Liechtenstein og Schweiz), som har gennemført hele eller den overvejende del af deres psykologuddannelse (mindst 3 år) i et eller flere af disse lande, er omfattet af reglerne i Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst 3 års varighed, som er ændret af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2001/19/EF af 14. maj 2001, jf. bekendtgørelse nr. 178 af 17. marts 2003. Nordiske statsborgere er omfattet både af den nordiske overenskomst og af Rådets direktiver, og har derfor mulighed for at vælge, om de vil ansøge om anerkendelse efter den nordiske overenskomst eller efter Rådets direktiver. EU/EFTA-statsborgere, der er omfattet af Rådets direktiver, og som ønsker adgang til at udøve psykologerhvervet i Danmark, skal ansøge om anerkendelse af deres udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer. Ansøgningsproceduren er beskrevet under punkt D. Hvis Psykolognævnet vurderer, at ansøgerens udenlandske psykologuddannelse kan ligestilles med den danske psykologuddannelse i niveau, anerkender Psykolognævnet ansøgerens kvalifikationer som psykolog, og giver en meddelelse om, at ansøgeren kan betegne sig som psykolog her i landet. Hvis Psykolognævnet vurderer, at ansøgerens udenlandske uddannelse har så væsentlige faglige eller niveaumæssige mangler, at den ikke kan anerkendes, kan Psykolognævnet stille betingelser for at få ansøgerens kvalifikationer anerkendt. Psykolognævnet tager ved vurderingen af udenlandske kvalifikationer hensyn til både ansøgerens uddannelse og erhvervserfaring. Erhvervserfaringen kan i nogle tilfælde opveje mangler i ansøgerens uddannelse i forhold til den danske psykologuddannelse. Psykolognævnet kan i den forbindelse kræve, at ansøgeren enten beviser erhvervserfaring i sit hjemland, eller gennemfører en prøveansættelse af en bestemt varighed og under supervision ved en autoriseret psykolog, eller går op til en eksamen i de manglende fag i Danmark. Det er formålet med prøveansættelsen, at ansøgeren opnår de kvalifikationer, som ansøgeren mangler i forhold til den danske psykologuddannelse. Efter endt ansættelse skal den superviserende psykolog afgive en udtalelse til Psykolognævnet om, hvorvidt ansøgeren har erhvervet kvalifikationer i de fag, som Psykolognævnet har stillet krav om. Ansøger må selv skaffe sig ansættelse. C. Ansøgere, der ikke er omfattet af de særlige regler for nordiske statsborgere og statsborgere i EU/EFTA-lande Psykologer, der ikke er omfattet af de særlige regler for nordiske statsborgere og statsborgere i EU/EFTA-lande, kan ansøge om anerkendelse af deres udenlandske kvalifikationer. Psykolognævnet meddeler sin afgørelse efter individuel vurdering af de udenlandske kvalifikationer. Ansøgningsproceduren er beskrevet under punkt D. Hvis Psykolognævnet vurderer, at ansøgerens udenlandske psykologuddannelse ikke kan ligestilles med den danske psykologuddannelse i niveau, varighed og indhold, kan Psykolognævnet kræve, at ansøgeren opfylder de samme kvalifikationskrav, som stilles til de danske statsborgere i lov om psykologer m.v. D. Ansøgnings- og behandlingsprocedure for ansøgninger efter punkt B og C Ansøgningen skal sendes til CIRIUS (en styrelse under Undervisningsministeriet), Fiolstræde 44, 1171 København K. Ansøgningen skal være skriftlig. Det skal fremgå af ansøgningen, hvilket erhverv, der ønskes udøvet her i landet, samt ansøgerens navn og fulde adresse, telefonnummer og evt. e-mail-adresse. Ansøgningen kan indsendes på et ansøgningsskema, som findes på styrelsens hjemmeside www.ciriusonline.dk. Ansøgningen skal vedlægges: · Dokumentation for navn, fødselsdato og statsborgerskab, fx i form af bekræftede kopier af relevante sider i pas. · Dokumentation for ansøgerens kvalifikationer i form af kopier af originale dokumenter (eksamensbevis og karakterudskrift/liste over gennemførte fag) og oversættelser af disse, hvis dokumenterne ikke er på dansk, norsk, svensk, engelsk, fransk eller tysk. Kopiernes ægthed skal være bekræftet ved en påtegning på kopierne. Påtegningen bekræfter, at der ikke er tale om kopier af kopier. Bekræftelsen kan foretages af ambassader, offentlige myndigheder, faglige organisationer o.l. Privatpersoner kan ikke bekræfte kopiens ægthed. Hvis det er muligt, skal ansøgningen desuden vedlægges følgende dokumentation:
CIRIUS formidler efterfølgende ansøgningen til Psykolognævnet. Psykolognævnet kan forlange, at ansøger foreviser originale dokumenter. Hvis Psykolognævnet ikke umiddelbart kan vurdere, at ansøgerens uddannelse kan ligestilles med en dansk psykologuddannelse, jf. psykologlovens § 2, stk. 1, indhenter nævnet en vurdering af ansøgerens udenlandske uddannelse fra CIRIUS, jf. § 2 a, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 74 af 24. januar 2003 om bekendtgørelse af lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. I visse tilfælde anmoder CIRIUS en relevant uddannelsesinstitution om at bidrage til vurderingen. Kopi af Psykolognævnets afgørelse til ansøgeren sendes til CIRIUS. Psykolognævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myn-dighed, jf. § 17, stk. 6 i lov om psykologer m.v. E. Ansøgning om autorisation Når den udenlandske uddannelse er blevet anerkendt af Psykolognævnet, kan psykologer, som er uddannet i udlandet, på lige fod med personer, der er i besiddelse af dansk eksamensbevis i psykologi, ansøge Psykolognævnet om autorisation som psykolog i Danmark. En ansøgning om autorisation sendes til Psykolognævnet. Psykolognævnets ansøgningsskema for autorisation, som kan rekvireres fra Psykolognævnet, på Psykolognævnets hjemmeside, www.pn.sm.dk, eller ved direkte henvendelse til Psykolognævnet, skal anvendes. Sammen med ansøgningsskemaet skal indsendes dokumentation for den teoretiske uddannelse og den praktiske uddannelse. Dokumentationen skal opfylde de krav, som er stillet i kapitel 4, i Psykolognævnets retningslinier for den praktiske uddannelse af december 2002. |
||
|
|