Kapitel 6

Psykologers faglighed / begrænsninger

 Psykolognævnet fører tilsyn med autoriserede psykologers virksomhed uden for sundhedsvæsenet. Langt de fleste tilsynssager indbringes af klagere, som finder, at psykologen, fx ved børnesagkyndige undersøgelser, ikke har givet et dækkende billede af den situation, klageren befinder sig i.

Ofte er der tale om, at klagerne ikke kan kende sig selv i psykologens beskrivelse, eller at klager finder, at væsentlige oplysninger mangler eller er refereret forkert. Ikke sjældent mener klager, at psykologen burde have indhentet yderligere eller andre oplysninger og udsagn, og finder således ikke rapporten dækkende.

Herudover omfatter henvendelserne ofte forhold vedrørende selve tilblivelsen af psykologens udtalelse, herunder psykologens samspil med de undersøgte. Der klages også ofte over psykologens konklusioner og eventuelle anbefalinger.

Henvendelserne fra klagerne afspejler ofte et spændingsfelt mellem psykologens faglige indsats og de begrænsninger, som psykologen er eller kan være underlagt i sin virksomhed.

Udgangspunktet for Psykolognævnets tilsyn er psykologlovens regler om, at psykologens arbejde skal være udført med omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed. Psykolognævnet kan ikke gå ind i en vurdering af den materielle sag, fx forældremyndighedssagen, anbringelse af et barn uden for hjemmet m.v., men skal føre sit tilsyn i medfør af §§ 12 og 16 i lov om psykologer m.v.

Som psykologloven er formuleret er det den autoriserede psykolog, der udfører arbejdet og underskriver erklæringen eller journalen, som bærer ansvaret for undersøgelsens omfang, udførelse og indhold. Og det er ligeledes psykologens ansvar at afgrænse den stillede opgave.

Hvis opdraget ikke er klart defineret af opdragsgiver, kommer ansvaret for opgavens afgræsning til at hvile alene på psykologen. Derfor lægger Psykolog-nævnet vægt på, at det af psykologerklæringer fremgår, hvad opgaven har været, og hvordan psykologen – gerne i forståelse med opdragsgiver – har afgrænset den.

Selv når der er skabt klarhed over opgavens indhold og afgrænsning, vil der næsten altid være tale om, at psykologen i løbet af arbejdsopgaven skal foretage en afvejning af, hvilke oplysninger eller hvilke udtalelser fra fx. daginstitution, tidligere undersøgelser eller andet, skal inddrages eller indhentes.

Nævnet er i denne forbindelse opmærksom på, at der ofte er tale om, at psykologen udfører sin undersøgelse som led i en sagsbehandling, eller arbejder i et system, der kan sætte særlige, og under tiden, også tidsmæssigt snærende rammer for psykologens muligheder i den enkelte sag.

I forældremyndighedssager og samværssager har statsamtet eller retten ofte særlige ønsker til den undersøgelse, som skal indgå i statsamtets eller rettens vurderinger, ligesom der ofte vil være en begrænsning i den tid, som psykologen har til rådighed.

Ved opgaver udført for kommuner er der ligeledes ofte ret faste tidsrammer, uanset at udredninger, i fx fjernelsessager og opgaver, der har til formål at bidrage til beslutningsgrundlaget for anden social indsats, specialundervisning og lignende, kan være meget komplekse.

Der er således både begrænsninger og faglighed at tage hensyn til, når opgaver løses. Netop derfor er det vigtigt, at det tydeligt er oplyst, hvad rammerne har været – og hvilke faglige overvejelser, psykologen har gjort sig i forbindelse med sine valg og eventuelle fravalg.

Ved vurderingen af den faglige indsats lægger Psykolognævnet vægt på, at psykologen i sine undersøgelser har inddraget de oplysninger og brugt de kilder, som er relevante, og at psykologen har redegjort for, hvorfor visse oplysninger er tilvejebragt og andre ikke.

Psykolognævnet lægger vægt på, at psykologen har redegjort for sine observa-tioner og for de undersøgelser og samtaler med sagens parter m.v., som er gennemført, og at psykologen har redegjort for de faglige overvejelser, der ligger til grund for vurderinger og eventuelle anbefalinger.

Det fremmer overskueligheden og læsbarheden i en erklæring, hvis det tydeligt fremgår, hvornår der er tale om iagttagelser og beskrivelser, og hvornår der er tale om vurderinger. Psykologens vurderinger skal naturligvis være baseret på de beskrevne undersøgelser og samtaler m.v.

Et særligt problemfelt i forbindelse med undersøgelser findes i psykologlovens krav om uhildethed, upartiskhed. En del klagere påpeger, at der i psykologens sprogbrug og sprogtone kan være tale om, at den ene af sagens parter kommer til at fremstå i et negativt lys. Ikke helt sjældent er denne iagttagelse fremført med rette.

Det er vigtigt, at psykologen anlægger et neutralt sprogbrug i sine beskrivelser og sine referater af samtaler med sagens parter m.v. Det kan naturligvis være fagligt velbegrundet, at en psykologisk undersøgelse er mere kritisk over for den ene part end over for den anden, men dette må i givet fald fremgå af psykologens vurderinger, og være beskrevet så objektivt og fagligt velbegrundet som overhovedet muligt.

Psykolognævnet lægger derfor vægt på, at det er en del af den psykologfaglige omhu at undgå negativt ladede udtryk, men at psykologen i stedet redegør for positive og negative forhold, som kan være af betydning for den, der har rekvireret undersøgelsen, når der skal træffes en beslutning i den materielle sag. Dette gælder ikke mindst udtalelser i fx forældremyndighedssager, hvor det kan være af betydning, at der er redegjort for begge forældres styrker og svagheder i forhold til forældremyndighedsspørgsmålet.

Som udgangspunkt gennemgår psykologen undersøgelsen med sagens parter, med henblik på korrektion af eventuelle misforståelser eller fejlagtige oplysninger vedrørende faktiske forhold. Når psykologen herefter afleverer sin erklæring til opdragsgiveren, fx retten, statsamtet eller kommunen, er psykologens rolle i den pågældende sag som regel udspillet.

Opdragsgiveren skal som udgangspunkt kunne anvende psykologens udtalelse med oplysninger og analyser, som den fremstår. Udtalelsen skal kunne indgå som et selvstændigt bidrag til at belyse den sag, som opdragsgiveren skal træffe afgørelse i. Selve afgørelsen i sagen er dog opdragsgiverens og ikke psykologens.

Psykolognævnet ser det som sin opgave, gennem sin tilsynsvirksomhed, at bidrage til at sikre, at det arbejde, der udføres af autoriserede psykologer, lever op til lovens krav om omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed.

I sit tilsyn lægger Psykolognævnet vægt på psykologens selvstændige ansvar som autoriseret, og er opmærksomt på, at de sammenhæng, hvori undersøgelser rekvireres hos psykologer, er med til at sætte begrænsninger på den tid, som kan benyttes til opgaven, og derved også på, hvordan opgaven i sidste ende kan løses.

Herigennem tager Psykolognævnet hensyn til psykologens plads mellem faglighed og de begrænsninger, som fastsættes af de arbejdsvilkår, som er psykologens hverdag.