Eksempel: Orientering af andre personer. (1995)

I forbindelse med en børnesagkyndig undersøgelse, som havde til formål at belyse mulighederne for anbragte børns samvær med deres moder, talte psykologen med moderens forældre.

Forældrene klagede efterfølgende over, at den rapport, som psykologen havde udarbejdet, indeholdt kritik af den måde, hvorpå deres datter var opdraget, at den omtalte fysisk og psykisk mishandling af hende under opvæksten, og at der var udtalelser vedrørende manglende omsorg over for hende. Forældrene fandt udtalelserne i rapporten groft uetiske og dybt krænkende over for dem som forældre.

Nævnets afgørelse:

Nævnet behandlede forældrenes klage i henhold til psykologlovens § 16, og udtalte generelt, at det er væsentligt, at psykologer sikrer sig, at også de personer, der ikke nødvendigvis er hovedpersoner i en undersøgelse, men som inddrages af andre grunde, er informeret om undersøgelsens formål og omfang, samt om hvem undersøgelsens resultater skal formidles til.

Nævnet fandt endvidere, at den udarbejdede rapport opfyldte de krav, der efter psykologloven stilles til erklæringer, at psykologen under de givne omstændigheder havde løst den stillede opgave på en måde, der lever op til psykologlovens bestemmelser om omhu og uhildethed, og at der således ikke var grund til at rejse kritik efter psykologlovens § 16.

Eksempel: Præcisering af formålet og tidsforbrug (1998)

Psykologen havde udarbejdet en erklæring til brug for en begrænset børnesagkyndig undersøgelse i en samværssag. Erklæringen blev afleveret til retten knap 3 måneder efter undersøgelsen var afsluttet. Faderen klagede dels over en række udtalelser i erklæringen, dels over den lange tid, der var forløbet fra undersøgelsestidspunktet, og indtil erklæringen blev afleveret til retten.

Der var betydelige uoverensstemmelser mellem psykologens og klagers opfattelse af indholdet af undersøgelsen. Der var fx uenighed om, i hvilket omfang faderen var blevet orienteret om undersøgelsens forventede forløb og om formålet med det materiale, der blev indsamlet.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt, at psykologen burde have udfoldet større bestræbelser på at sikre, at faderen var bekendt med formålet med det materiale, der blev indsamlet i forbindelse med den begrænsede børnesagkyndige undersøgelse.

Nævnet fandt, at psykologens rapport burde have foreligget betydeligt hurtigere efter afslutningen af samtalerne med klager og med børnenes mor.

Nævnet fandt, at der burde have været gjort mere ud af de psykologfaglige overvejelser, der lå til grund for vurderingen af klager og børnenes mor, og ved formuleringen af konklusionerne.

Nævnet fandt således, at psykologen ikke fuldt ud havde levet op til de krav om samvittighedsfuldhed og omhu, der stilles i psykologlovens § 12 og § 16.

Eksempel: Udtalelse om tidsforbrug i førtidspensionssag (1998)

Psykologen udarbejdede en erklæring til brug for behandling af en ansøgning om førtidspension. Resultatet af undersøgelsen forelå ca. 3 måneder efter undersøgelsestidspunktet og ca. 5 måneder efter, at psykologen var blevet bedt om at foretage undersøgelsen.

Behandlingstidens længde skyldtes det lille antal neuropsy­kologer, som er til rådighed, og den tilsvarende store sags­mængde, hver af psykologerne skal varetage. Behandlingstiden i pensionssager hos den pågældende psykolog havde således konstant ligget på mellem 6 og 12 måneder. Psykologen valgte at udføre undersøgelsen ret hurtigt mod til gengæld at udsætte udarbejdelsen af erklæringen.

Ansøgeren klagede over, at der gik 3 måneder fra undersøgelsestidspunktet og indtil tilbagemelding om resultatet af undersøgelsen. Det fremgik af sagen, at klagers fysiske og psykiske tilstand var blevet påvirket af den lange ventetid.

Nævnets afgørelse

Nævnet udtalte, at psykologen i højere grad burde have sikret sig, at klager var klar over det tidsforbrug, der kunne forventes i den pågældende undersøgelse.

Eksempel: Opgaven blev forsinket grundet sygdom hos psykologen (2000)

Psykologen udførte en opgave for en kommune med henblik på at afgøre, om børnene i en familie havde behov for en særlig indsats fra kommunens side. Henvendelsen fra kommunen blev accepteret af psykologen 1. februar, og kommunen anmodede om, at undersøgelsen kunne være tilendebragt inden for 2 måneder.

Grundet afbud fra familien blev det indledende møde mellem familien og psykologen afholdt ved udgangen af marts. Selve undersøgelsen blev foretaget over 30 timer i løbet af april og maj.

Umiddelbart derefter blev psykologen ramt af en alvorlig sygdom, og indsendelsen af erklæringen fra undersøgelsen blev af denne grund udskudt flere gange. Der var løbende kontakt mellem psykologen og kommunen, hvorved kommunen blev oplyst om psykologens aktuelle tilstand. Erklæringen blev afleveret til kommunen ca. ½ år efter samtalernes afslutning.

Da psykologens rapport var afleveret, udtalte kommunen blandt andet, at kommunen var utilfreds med den tid, der var medgået til at foretage undersøgelsen og til at udfærdige en rapport herom, idet kommunen oplevede det, som om de var blevet “holdt hen”.

Nævnets afgørelse

Vedrørende tidsforbruget bemærkede nævnet, at der oprindelig var blevet fastsat en frist på to måneder for færdiggørelsen af undersøgelsen. Det fremgik imidlertid af den senere brevveksling i sagen, at psykologen løbende havde underrettet kommunen om forløbet. Nævnet fandt ikke anledning til at rejse kritik af den tid, der var medgået til selve undersøgelsen af familien.

Nævnet bemærkede, at der i denne sag forelå ganske særlige omstændigheder (alvorlig sygdom), som bevirkede, at psykologen ikke havde haft mulighed for præcist at vurdere, hvornår den færdige erklæring kunne foreligge. Nævnet bemærkede endvidere, at psykologen i flere tilfælde havde underrettet kommunen om årsagerne til, at tidsfristen for aflevering af erklæringen ikke kunne overholdes.

Nævnet fandt dog, at det måtte være klart for psykologen, at det kunne være vanskeligt at udfærdige erklæringen inden for en overskuelig tid, og at der derfor kunne blive behov for at sikre, at opgaven kunne overdrages til en anden psykolog.

På denne baggrund fandt nævnet grundlag for at kritisere, at psykologen ikke havde udfoldet større bestræbelser på at sikre sig, at en anden psykolog kunne have færdiggjort opgaven på et tidligere tidspunkt. Nævnet fandt således ikke, at psykologen i denne forbindelse havde udvist den omhu og samvittigheds-fuldhed, der kræves af en autoriseret psykolog efter § 12 i lov om psykologer.

Eksempel: Undersøgelsen var mangelfuld og fejlbehæftet (2000)

Ved brev af 18. juni anmodede en kommune psykologen om at foretage en psykologisk undersøgelse efter Servicelovens § 38 i anledning af mistanke om seksuelle overgreb. Undersøgelsen blev fastsat til ca. 12 timer og skulle omfatte: samtaler med moderen, faderen og dagplejer, samt observationer af samspil mor-barn, far-barn, dagplejer-barn, testning af barnet og udarbejdelse af rapport.

Psykologen indhentede oplysninger fra moderen og fra faderen. Psykologen afholdt ikke samtale med dagplejeren. Psykologen observerede ikke barnet sammen med dagplejeren, og psykologen gennemgik ikke rapporten sammen med deltagerne i undersøgelsen. Som begrundelse herfor henviste psykologen til sine mange opgaver i juni og juli måned, den forestående sommerferie og kommunens ønske om ikke at forsinke sagen.

Da psykologens erklæring var blevet afleveret til kommunen, klagede barnets mor over indholdet af den, idet hun fandt, at der var flere faktuelle fejl i rapporten, at der manglede flere vigtige informationer i rapporten, at psykologen ikke havde fokuseret på barnet, at psykologen manglede viden om krænkerens adfærd, og at hun, klager, blev tillagt negative motiver.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt, at psykologen i sin rapport burde have redegjort for årsagen til, at samtalen med dagplejer og observationen af barnet i dagplejen ikke blev gennemført, idet kommunen udtrykkeligt havde bedt psykologen om at udføre de pågældende opgaver.

 Under hensyn til at psykologen, ifølge det oplyste, havde haft begrænset tid til at udføre undersøgelsen, fandt nævnet, at psykologen burde have gjort sig større overvejelser om det rimelige i at påtage sig opgaven.

Nævnet fandt, at psykologen burde have afsat tid til at gennemgå rapporten med parterne, inden rapporten blev afleveret til kommunen. Ikke mindst således at parterne kunne få mulighed for at komme med kommentarer og rette eventuelle fejl i erklæringens faktuelle del.

Eksempel: Psykologfaglige overvejelser (1998)

Psykologen havde udført en børnesagkyndig undersøgelse til brug for rettens afgørelse om forældremyndighed. Faderen fremførte efterfølgende, at erklæringen var behæftet med alvorlige mangler, og at psykologen manglede faglige kvalifikationer til den pågældende opgave.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt, at psykologens rapport kun indeholdt få selvstændige observationer, idet den først og fremmest refererede til klagerens og til moderens oplysninger og vurderinger vedrørende deres eget forhold til barnet.

 Nævnet fandt, at psykologen burde have foretaget en grundigere psykologfaglig vurdering, dels af klagers og af moderens tilknytning til barnet, dels af det indbyrdes forhold mellem forældre og barn.

 Nævnet fandt, at psykologen burde have overvejet konsekvenserne af, at barnets mor eller fader blev tilkendt forældremyndigheden, idet nævnet fandt, at en mere nuanceret belysning af disse forhold ville kunne have givet retten et bedre beslutningsgrundlag for afgørelsen om forældremyndighedsspørgsmålet.

 Med udgangspunkt i de foranstående forhold fandt nævnet, at psykologen ikke fuldt ud havde levet op til psykologlovens § 12 og § 16.

Eksempel: Vedrørende indhentning af oplysninger fra andre (2004)

Psykologen udførte en børnesagkyndig undersøgelse til brug for rettens vurdering af, hvem af forældrene, der var bedst egnet til at have forældre-myndigheden over det 7-årige barn. Der blev givet tilladelse til, at psykologen i forbindelse med sin undersøgelse kunne indhente oplysninger fra barnets skole og fritidshjem.

Efter aflevering af erklæringen klagede faderen over, at psykologen ikke havde indhentet udtalelser fra skolen og fritidshjemmet, og at psykologens samtaler med barnet og observationer af forældrenes samspil med barnet havde været for kortvarige, og at psykologens undersøgelse hovedsageligt bestod af interviews med forældrene.

 Nævnets afgørelse

Nævnet fandt, at retten ikke havde stillet krav om, at psykologen skulle indhente udtalelser fra fritidshjem og skole, men at der alene var aftalt, at retten var indforstået hermed, og at forældrene havde givet deres samtykke, hvis psykologen vurderede, at der var behov for de pågældende oplysninger.

Nævnet fandt, at erklæringen som helhed gav en afbalanceret beskrivelse af både faderen og moderen. Ved sin vurdering lagde nævnet vægt på, at der var overensstemmelse mellem erklæringens vurderinger og beskrivelser af forældrene.

 Nævnet fandt, at psykologen havde angivet de mulige konsekvenser af, at forældremyndigheden tillægges henholdsvis faderen og moderen, herunder hvordan det vurderes at ville påvirke såvel barnet som forældre.

 Nævnet fandt dog, at erklæringen burde have indeholdt en nærmere beskrivelse af de iagttagelser, som psykologen selv havde foretaget af samspillet mellem forældre og barnet, og en redegørelse for de psykologfaglige vurderinger af disse objektive fund.

 Nævnet lagde ved sin vurdering vægt på, at erklæringen først og fremmest refererede til forældrenes oplysninger om barnet, og indeholdt kun få selvstændige observationer fra psykologens side af barnet og dettes samspil med forældrene.

 På denne baggrund fandt Psykolognævnet grundlag for at kritisere psykologens arbejde efter psykologlovens §§ 12 og 16.

Eksempel: Observationer og udtalelser (2004)

Psykologen udførte en børnesagkyndig undersøgelse for retten i forbindelse med en forældremyndighedssag, som drejede sig om tildeling af forældremyndighedsretten over en 4-årig pige.

 Efterfølgende klagede moderen, idet hun fandt, at psykologens observationer var for tilfældige, og at hans beskrivelser udelukkende var til fordel for faderen. Moderen fandt ikke, at det billede, psykologen havde givet af hendes - og af hendes tidligere mands - aktuelle og fremtidige situation og af deres forhold til deres datter, var retvisende.

 Nævnets afgørelse

Det var nævnets opfattelse, at psykologen havde udformet sin erklæring på en måde, der opfylder psykologlovens krav om uhildethed.

 Psykolognævnet noterede sig, at psykologen havde haft vanskeligheder ved at opnå en kontakt med barnet, og at hans vurderinger derfor byggede på udsagn fra forældrene og fra indholdet af sagsakterne.

 Det var Psykolognævnets opfattelse, at psykologen, da han ikke kunne få barnet i tale, burde have udført flere observationer, som kunne indgå i grundlaget for undersøgelsen.

 Psykolognævnet fandt ikke, at der i psykologens erklæring var refereret tilstrækkeligt med klagers synspunkter. Nævnet var opmærksomt på, at en del oplysninger om klager først var blevet indarbejdet i erklæringen på klagers forlangende. Nævnet fandt således ikke, at psykologens rapportering var blevet udført med den omhu, som forventes.

 Med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger fandt Psykolognævnet grundlag for at udtale kritik af psykologens faglige virke i medfør af psykologlovens § 12 og § 16.

Eksempel: Psykologen orienterede sig ikke om udtalelser (2000)

Et forældrepar blev af en kommune bevilget et samtaleforløb hos en psykolog. Samtaleforløbet havde til formål at hjælpe parret i forbindelse med tvangsfjernelsen af deres 2 børn, idet børnene grundet mistanke om vold i hjemmet var anbragt på et børnehjem i en periode på 3 måneder. Mens børnene var på børnehjemmet, blev der af personalet udarbejdet en rapport om børnenes aktuelle status.

På grundlag af samtaler med forældrene, og uden at have talt med kommunen, kontaktede psykologen forældrenes advokat med en kritik af den rapport, som børnehjemmets personale havde udarbejdet. Det fremgik af kritikken, at psykologen var i tvivl om formålet med døgninstitutionens beskrivelse af de 2 børn, og at psykologen fandt mangler i rapporten i forhold til det, som kunne forventes.

Kommunen klagede over psykologens virke, idet kommunen fandt, at psykologen var gået langt uden for sin kompetence i forlængelse af et samtaleforløb, som kommunen havde bevilget. Kommunen udtalte, at psykologen ved sin henvendelse til advokaten havde drejet fokus væk fra den mistanke om vold i hjemmet, som var årsag til tvangsfjernelsen.

Psykologen fremførte, at der ikke var blevet taget kontakt med kommunen, fordi han fandt, at forholdene mellem forældrene og forvaltningen var så spændt, at en yderligere kontakt kunne få forældrene til at miste den tillid, som var blevet opbygget mellem ham og forældrene. Det var også psykologens opfattelse, at forvaltningen ikke ønskede en tilbagemelding i sagen.

Nævnets afgørelse

Nævnet lagde til grund, at psykologen skulle føre samtaler med forældrene, at psykologen ikke var udpeget som bisidder, at psykologen ikke var blevet bedt om at vurdere de observationsrapporter, der var blevet udfærdiget på døgninstitutionen, og at psykologen havde udtalt sig til forældrenes advokat uden først at have orienteret sig om rapporterne hos den ansvarlige myndighed.

På basis af det oplyste fandt nævnet grundlag for at udtale alvorlig kritik af psykologens faglige virke i denne sag i henhold til psykologlovens § 12, idet psykologen ikke havde udvist den omhu og samvittighedsfuldhed, som det forventes af en autoriseret psykolog.

Kritikken baserede sig ikke i sig selv på psykologens kontakt til advokaten, men på psykologens manglende kontakt til kommunen vedrørende sit syn på rapporterne fra døgninstitutionen og sin eventuelle tvivl om rapporternes formål og indhold.

Eksempel: Brug af tolk i psykologiske undersøgelser (2000)

Efter anmodning fra kommunen udførte psykologen en forældreevnevurdering i en familie, hvor moderen var dansk, og faderen var af afrikansk afstamning og havde boet i Danmark i 2 år.

 Da undersøgelsen var afsluttet, klagede faderen over psykologens virke, idet han blandt andet fremførte, at der ikke havde medvirket en tolk ved undersøgelsen, og at psykologen ikke i erklæringen havde vurderet, hvordan hans, faderens, manglende kendskab til dansk kunne have påvirket undersøgelsens resultat.

Under partshøringen blev det oplyst, at der umiddelbart før undersøgelsen var blevet påbegyndt, var blevet afholdt et møde mellem faderen, en socialrådgiver fra kommunen og psykologen, og at det under dette møde blev aftalt, at kommunikationen skulle foregå på dansk og engelsk.

Psykologen havde under undersøgelsesforløbet uddybet sine spørgsmål på engelsk, hvis der var usikkerhed med hensyn til indholdet eller betydningen af de oplysninger, som faderen afgav. Psykologen havde ikke oplevet problemer ved samarbejdet med faderen under undersøgelsesforløbet.

Nævnets afgørelse

Nævnet lagde til grund, at det var blevet aftalt under et møde i socialfor-valtningen, at kommunikationen i undersøgelsen skulle foregå på dansk og engelsk, at dette var blevet accepteret af faderen, og at psykologen ikke selvstændigt havde haft grund til at forlange undersøgelsen gennemført ved brug af tolk. Nævnet lagde endvidere til grund, at baggrunden for den pågældende undersøgelse var blevet klarlagt for faderen på samme møde.

Uanset at det var psykologens indtryk, at faderen var i stand til at forstå og besvare undersøgelsens spørgsmål, fandt nævnet, at der i rapporten burde have været taget forbehold for eventuelle fejlopfattelser og tolkninger. Nævnet lagde vægt på, at faderen havde givet udtryk for, at han ikke kunne forstå de danske normer og forventninger til en barnefødsel, og at han hovedsageligt havde kommunikeret med psykologen på dansk, selvom han kun havde boet i Danmark i 2 år.

Da de sproglige problemer må have været indlysende, selvom faderen tilsyne-ladende besvarede psykologens spørgsmål på en relevant måde, fandt nævnet, at der havde været en særlig forpligtigelse for psykologen til at sikre, at faderen havde forstået såvel formålet med undersøgelsen som de spørgsmål, som var stillet.

Eksempel: Gennemgang af erklæringen var ikke forberedt (2002)

Med udgangspunkt i henvendelsen fra en talepædagog foretog psykologen en undersøgelse om en 3-årig drengs bekymrende adfærd. I den rapport, som psykologen efterfølgende udarbejdede, blev hendes formodning om, at drengen skulle befinde sig i det autistiske spektrum ikke nævnt.

Ved forløbets afslutning indkaldte psykologen forældrene til et møde. Barnets moder deltog. Ved mødet udtalte psykologen, at drengen fungerede svarende til “en beliggenhed inden for det autistiske spektrum”.

Barnets moder klagede over psykologens vidtrækkende udtalelser ved mødet, at psykologen havde nægtet at indhente andre vurderinger på diagnosen, og at psykologen ikke ved mødet havde haft materialer om autister eller om behandlingen af autisme.

Psykologen udtalte, at hun inden tilbagemeldingsmødet havde gennemgået resultaterne af sine tests med en børneneuropsykolog, specialist i autisme, og at hendes udtalelser ved mødet var i overensstemmelse med supervisorens vurdering. Derfor fandt hun ikke, at det var nødvendigt at indhente yderligere udtalelser i sagen. Psykologen beklagede, at hun ikke havde haft materialer om autisme med sig til mødet.

Nævnets afgørelse

Psykolognævnet fandt, at psykologen i forbindelse med sin undersøgelse havde benyttet relevante tests.

Nævnet noterede sig, at barnets forældre havde haft mulighed for at gennemgå rapporten for fejl og havde fået tilbud om opfølgende samtaler efter forløbets afslutning.

Psykolognævnet fandt, at psykologens rapport var blevet udfærdiget med den fornødne omhu og uhildethed.

Psykolognævnet fandt dog, at psykologen ved tilbagemeldingen til forældrene om sine observationer burde have været mere opmærksom på, hvordan hendes udtalelser blev opfattet, at hun ved tilbagemeldingsmødet angiveligt havde været for unuanceret i sine udtalelser om drengens adfærd, og at hun på grund af alvoren i udtalelserne for familien, og på grund af usikkerheden i vurderingsgrundlaget, ikke mindst fra børneneuropsykologen, skulle have udvist mere forståelse for moderens udtalelser om en supplerende vurdering af drengens adfærd.

Med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger fandt Psykolognævnet således anledning til at udtale kritik af psykologens virke efter  psykologlovens § 12.

Eksempel: Præsentation af konklusioner (2004)

Psykologen udførte en undersøgelse, som bestod af en række tests, om en 7-årig dreng og på basis heraf udtalte, at drengens personlighed lå i det autistiske spektrum. Forældrene blev orienteret herom på møde, hvor de blev præsenteret for en § 20, stk. 2 erklæring, som de blev bedt om at underskrive således, at drengen kunne begynde i en klasse for autister.

Forældrene henvendte sig til Psykolognævnet, idet de var uforstående over for psykologens konklusioner, og fandt, at han ikke havde forståelse over for deres synspunkter om behovet for yderligere undersøgelser. Klagerne fandt, at psykologen forsøgte at manipulere med deres udtalelser således, at udtalelserne kunne passe til hans konklusioner. Klagerne ankede over, at psykologen ikke havde indhentet informationer fra barnets tidligere institutioner m.v. til støtte for sine udtalelser om barnets personlighed.

Psykologen fremførte, at hans udtalelser var blevet misforstået af klagerne og var også blevet udlagt meget mere bastant af klagerne, end de var blevet udtalt.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt ikke, at de testresultater, som psykologen præsenterede i sin udtalelse, var fagligt så velbegrundede, at resultaterne kunne danne grundlag for de konklusioner om autisme, som han havde fremsat.

Yderligere fandt nævnet ikke, at det kunne afvises, at psykologen på sit møde med forældrene havde udtalt sig om barnet på den måde, som forældrene be-skrev, eller at psykologen på mødet havde præsenteret forældrene for en erklæ-ring, som de blev bedt om at underskrive. Psykolognævnet fandt således ikke, at psykologen på mødet med forældrene havde udtrykt sig med den omhu og samvittighedsfuldhed, som kræves af autoriserede psykologer i henhold til psykologloven.

Psykolognævnet fandt således grund til at rette alvorlig kritik mod psykologens virke i henhold til psykologlovens § 12.

Eksempel: Brud på tavshedspligt (1995)

Psykologen førte på en togrejse nogle telefonsamtaler, hvori to af hans klienter blev omtalt ved navn og cpr nr. Klager, der (sammen med to andre) overhørte samtalerne, klagede herefter over psykologen, under henvisning til hans manglende overholdelse af tavshedspligten.

Nævnets afgørelse

Efter at have indhentet en udtalelse fra psykologen fandt nævnet, at han klart havde brudt sin tavshedspligt og dermed overtrådt psykologlovens § 12, idet han ikke havde udvist den omhu og samvittighedsfuldhed, som forudsættes for autoriserede psykologer. Nævnet fandt anledning til at give psykologen en kraftig påtale for denne overtrædelse.

Eksempel: Brud på tavshedspligt (1995)

Psykologen deltog i forberedelserne til en TV-udsendelse om mobning blandt børn. Efter filmoptagelserne spurgte en journalist, om psykologen havde kendskab til voksne, der var blevet udsat for mobning som børn. Dette spørgsmål besvarede psykologen bekræftende og opgav navn og ad­resse på en kvinde, som han tidligere havde behandlet. Kvinden blev herefter kontaktet af journalisten med henblik på eventuel deltagelse i TV-programmet.

Kvinden klagede herefter over psykologen med påstand om, at psykologen havde brudt sin tavshedspligt, idet kvinden på intet tidspunkt havde givet psykologen tilladelse til at videregive sit navn.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt, at psykologen klart havde overtrådt sin tavshedspligt, og meddelte i den anledning psykologen en skarp påtale.

Eksempel: Indberetning efter servicelovens § 35 og § 36 udfærdiges i neutral sprogbrug (2000)

 En klient henvendte sig til psykologen for at få hjælp til datteren, idet datteren udviste symptomer, der kunne give anledning til mistanke om seksuelle overgreb. Efter aftale med moderen udarbejdede psykologen en indberetning til kommunen efter servicelovens § 36.

Psykologen afsluttede sin indberetning med at anmode kommunen om at afdække behov for hjælp til barnet og i givet fald at iværksætte hjælpe-foranstaltninger for at hindre, at barnets tilstand udvikles yderligere.

Psykologen anbefalede desuden, at hjælpen ydes i det kommunale (offentlige) regi af hensyn til familiens økonomi og psykologfaglige overvejelser om, at seksuelle overgreb bedst behandles i det lokale netværk.

Barnets far klagede over, at psykologen havde afgivet indberetningen til kommunen uden hans samtykke, da han havde del i forældremyndigheden. Faderen klagede desuden over, at psykologen havde anbefalet behandling af et barn, som psykologen ikke kendte, og at psykologen beskrev det som en kendsgerning, at faderen havde begået incest.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt ikke anledning til at rejse kritik af psykologens virke i denne sag efter § 16 i lov om psykologer m.v., idet psykologen efter Psykolognævnets opfattelse havde opfyldt den lovfæstede underretningspligt ved at sende indberetningen til kommunen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at rejse kritik af det forhold, at psykologen i indberetningen havde anmodet kommunen om at afdække behov for hjælp til barnet og i givet fald at iværksætte hjælpeforanstaltninger. Nævnet lagde vægt på, at det klart og gentagne gange fremgik af indberetningen til kommunen, at psykologen havde sine oplysninger om barnets psykiske symptomer og deraf følgende mistanke om seksuelle overgreb fra moderen.

Eksempel: Indberetning i henhold til Servicelovens § 36 sendes kun til kommunens sociale forvaltning (2000)

 Psykologen indsendte en indberetning til kommunen om ændret adfærd hos et barn efter samvær med faderen. I sin indberetning havde psykologen inkluderet sit forslag til barnets samvær med faderen i den tid, der måtte gå, inden de pågældende forhold var blevet afklaret. Ud over sin indberetning til social-forvaltningen havde psykologen orienteret barnets skole og barnets dagsinstitution om de pågældende adfærdsændringer og deres mulige betydning.

Faderen klagede over psykologens indberetning, idet han fandt psykologens udtalelse stærkt ensidig, og fordi han ikke af psykologen var blevet orienteret om brevet til kommunen. Psykologen oplyste, at indberetningen om barnet var udfærdiget efter telefonisk aftale med en socialrådgiver i kommunen, jf. servicelovens § 36.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af psykologens indberetning til kommunen om ændringer i barnets adfærd og indikationer for behov for psykologhjælp, idet psykologen efter nævnets opfattelse havde levet op til den lovfæstede underretningspligt.

Psykolognævnet fandt, at psykologen med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger havde haft grundlag for bekymring om datterens trivsel og udvikling, og at formuleringerne i indberetningens beskrivelser var i overensstemmelse med de refererede oplysninger.

Psykolognævnet fandt således ikke, at der i forbindelse med afgivelsen af udtalelsen var grundlag for at udtale kritik af psykologens virke efter psykologlovens § 16.

Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykologens vurderinger af klager var blevet holdt i en mere neutral tone, idet psykologen ikke direkte havde haft mulighed for at vurdere samspillet mellem fader og datter. Nævnet fandt ligeledes, at det havde været korrekt at sende en kopi af udtalelsen til faderen, samtidigt med at den blev sendt til moderen og til kommunen.

Nævnet fandt, at indberetningen alene burde have været sendt til kommunens sociale forvaltning, som efterfølgende selv måtte afgøre om andre instanser burde kontaktes.

Eksempel: Samtale med 16-årig efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær (1998)

Psykologen fik til opgave at føre en samtale med klagers 16-årige søn efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær, før statsamtet traf afgørelse om hyppigheden af barnets samvær med klager. Psykologen afsluttede sit referat af samtalen med en udtalelse om, at sønnen fortsat ønskede løbende at aftale samvær med klager.

Klager fremførte, at psykologens samtale med sønnen var for svagt fagligt begrundet, og at psykologen var kommet til en forkert slutning. Klager anfægtede desuden, at psykologens opfattelse af sønnen som en alderssvarende, selvstændig, ung mand skulle være korrekt.

Nævnets afgørelse

Nævnet lagde til grund for sin vurdering, at der i denne sag ikke havde været tale om en psykologisk undersøgelse, men om en begrænset samtale med en 16-årig, ung mand, til brug for statsamtets afgørelse om hyppigheden af den unge mands samvær med klager.

Under hensyntagen til opgavens karakter fandt nævnet, at det notat, som psyko-logen havde udarbejdet, måtte anses for at opfylde de krav til omhu og samvit-tighedsfuldhed, som fremgår af psykologlovens § 12. Nævnet fandt ikke grundlag for at rejse kritik af psykologens virke i denne sag.

Nævnet gjorde i øvrigt opmærksom på, at det var uden for nævnets kompetence at vurdere, om statsamtet har tilgodeset forældremyndighedslovens regler vedrørende § 29-samtaler, og at nævnet ikke kunne tage stilling til statsamtets afgørelse om samvær.

Eksempel: Rådgivning efter § 28 i lov om forældremyndighed og samvær (1998)

Klager fremførte, at psykologen ved sit virke i forbindelse med 2 rådgivningsmøder efter § 28 i lov om forældremyndighed og samvær havde tilsidesat klagers forslag til dagsorden til det første møde, at juristen fra statsamtet deltog i dette møde, og at psykologen trods klager over det første møde alligevel holdt et efterfølgende møde med klagers barn.

Nævnets afgørelse

Nævnet lagde til grund for sin vurdering, at psykologens opgave havde været begrænset til rådgivning efter § 28 i lov om forældremyndighed og samvær i en sag, hvor statsamtet skulle træffe afgørelse. Der havde ikke været tale om en psykologisk undersøgelse eller erklæring.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere psykologens virke efter psykologlovens
§ 12 eller § 16, idet det efter nævnets opfattelse ikke var påvist, at psykologen i forbindelse med rådgivningssamtalerne havde tilsidesat psykologlovens bestemmelser om samvittighedsfuldhed, omhu og uhildethed.

Det fremgik af nævnets svar til klager, at nævnet ikke havde kompetence til at vurdere, om forældremyndighedslovens regler vedrørende § 28-rådgivningen, herunder spørgsmålet habilitet og spørgsmålet om deltagere i rådgivnings-møderne, var blevet tilgodeset.

Eksempel: Psykologen talte i kort tid med klienten (2000)

En kvinde henvendte sig til Psykolognævnet og klagede over 2 skriftlige udtalelser fra psykologen.

Udtalelserne var blevet udfærdiget som led i kommunens behandling af klagers sag i socialforvaltningen, og der indgik blandt andet en vurdering af klager, udformet af psykologen efter klagers deltagelse på et kursus.

Kvinden klagede over, at psykologen ved vurderingerne alene havde talt med kursuslederen, og ikke med hende selv. Klager fandt, at psykologens udtalelser havde haft negativ indvirkning på hendes revalideringsmuligheder.

Psykologen oplyste, at den første statusrapport var et referat af klagers interview med kursuslederen, at psykologen tidligere havde haft en enkelt personlig samtale med klageren, og at psykologen efter udfærdigelsen af sin statusrapport havde deltaget i møder i forvaltningen, hvor klager havde været til stede.

Psykologen havde på basis heraf, og med udgangspunkt i oplysninger fra klagers revalideringssag i øvrigt, udarbejdet en afsluttende udtalelse i revalideringssagen.

Nævnets afgørelse

Nævnet fandt, at psykologen havde udtalt sig på et fagligt svagt funderet grundlag, idet psykologens udtalelser om klagers personlighed var baseret på oplysninger fra andre om klager.

Nævnet fandt, at psykologen burde have været klar over, at hendes udtalelser ville indgå med vægt i klagerens revalideringssag.

Nævnet fandt således ikke, at psykologen fuldt ud havde levet op til de krav om omhu og uhildethed ved udfærdigelse af erklæringer, der stilles i psykologlovens
§ 16.

Eksempel: Psykologen havde ikke talt med klager (2000)

 En kvinde klagede over, at psykologen havde afgivet en udtalelse om hende efter 2 samtaler med hendes tidligere mand. Kvinden fandt, at psykologen i udtalelsen havde fremsat væsentlige, negative vurderinger af hende som person, uden at have set eller talt med hende.

Der verserede en samværssag mellem parterne, og manden havde afleveret psykologens udtalelse til statsamtet som en del af dokumentationen i sagen.

Nævnets afgørelse.

Psykolognævnet noterede sig, at der i psykologens udtalelse var foretaget enkelte forbehold for udsagn om klager. Nævnet fandt imidlertid, at det ville have styrket udtalelsens anvendelighed og troværdighed, om det tydeligt og som et generelt grundlag var blevet understreget, at udtalelsen var blevet til alene ved samtaler med den ene part.

Nævnet fandt, at psykologen havde udtalt sig om familiens og om klagers forhold på et alt for spinkelt fagligt grundlag. Psykolognævnet kunne ikke finde et fagligt grundlag i udtalelsen for psykologens vurderinger af klagers personlighed eller for konklusioner vedrørende fastsættelsen af familiens samværsforhold. Psykolognævnet fandt ikke, at de forbehold, som psykologen havde benyttet, i væsentlig grad medvirkede til at svække denne opfattelse.

Uanset at psykologens udtalelse var stilet til klagers tidligere mand, fandt nævnet, at psykologen måtte have indset, at udtalelsen kunne blive brugt til andre formål, end det hun havde udformet den til, og nævnet fandt, at psykologen burde have taget højde for dette i udtalelsens formålsbeskrivelse og formuleringer.

Psykolognævnet fandt anledning til at rejse stærk kritik af psykologens virke i denne sag.

Eksempel: Psykologen i sit virke som bisidder (2004)

Med udgangspunkt i en konkret sag, hvor en autoriseret psykolog i en serie breve til en kommune havde udtalt sig til støtte for hjemgivelsen af to børn, som var blevet tvangsfjernet fra deres hjem, optog Psykolognævnet på eget initiativ en undersøgelse af psykologens virke som bisidder.

Nævnets afgørelse

Psykolognævnet fandt ikke fagligt belæg i psykologens journaloptegnelser for de vurderinger og konklusioner, som psykologen havde brugt i sine argumenter over for kommunen for anbefaling af børnenes hjemgivelse.

Nævnet fandt herudover, at psykologen ved sin faglige rådgivning af forældrene modvirkede forældrenes interesser for en eventuel hjemgivelse af børnene, og vanskeliggjorde en gensidig forståelse mellem forældrene og kommunen.

Psykolognævnet noterede sig, at psykologen som led i sin bisidderrolle havde benyttet sin titel “autoriseret psykolog” til at give sin intervention en skær af faglig argumentationskraft, som kunne indgå i påvirkningen af kommunens afgørelser vedrørende børnene.

Psykolognævnet fandt således grundlag for at fremsætte alvorlig kritik af psykologens virke efter psykologlovens §§ 12 og 16.

Eksempel: Klientens ønsker bør indgå i psykologens overvejelser omkring metode. (2002)

En mandlig klient deltog i en konsultation hos psykologen. Klienten havde ønsket at tale med en kvindelig psykolog, fordi han fandt det nemmere at udtrykke sig. Han var blevet stillet den ønskede samtale i udsigt, men han fik en samtale med en mandlig psykolog.

I forbindelse med konsultationen havde psykologen foretaget en massagebehandling af klienten, en behandling, som klager fandt useriøs.

Psykologen fremførte, at klager ved konsultationen var blevet løbende orienteret om behandlingens videreforløb, og at klager havde haft mulighed for, når som helst, at afbryde behandlingen.

Psykologen lagde desuden vægt på, at han havde lang erfaring med den anvendte teknik i forbindelse med behandling af spændinger og åndedræt, og at han var blevet meget overrasket over klagers pludselige opfaren ved behandlingens afslutning.

Nævnets afgørelse

Under hensyn til, at der var tale om en indledende samtale, og til at klienten ved samtalens start utvetydigt havde givet udtryk for utilfredshed med ikke at være henvist til en kvindelig psykolog, fandt nævnet, at den visiterede mandlige psykologs overvejelser vedrørende benyttelsen af massageteknikken skulle have været særligt grundige, og det burde have været udtalt, at massagen ikke ville blive udført med mindre klager gav sin forudgående accept af fremgangsmåden. Informationen til klager skulle have været særdeles klar, ikke mindst set i lyset af, at der var tale om benyttelsen af en usædvanlig, uventet psykologiske metode.

Med baggrund i de foreliggende oplysninger fandt Psykolognævnet ikke, at psykologen ved benyttelsen af teknikken havde udvist den nødvendige omhu med hensyn til at opnå klagers accept og forståelse af behandlingen.

Med udgangspunkt heri fandt Psykolognævnet grundlag for at rejse kritik af psykologens virke i medfør af psykologlovens § 12.

Eksempel: Klientens udtalelser bør overvejes i sagens forløb (2002)

 Psykologen havde en 17-årig pige i konsultation med henblik på behandling af depression og personlige problemer. Pigen modtog anti-depressive midler fra sin læge. I løbet af en 3 måneds behandlingsperiode, blev samtalerne med pigen arrangeret således, at pigens forældre eller kæreste var til stede. Enkelte samtaler blev afholdt med pigen og hendes lærer. Pigen udtrykte flere gange ønske om at afholde samtaler alene med psykologen.

 Da forløbet havde stået på i 3 måneder, ringede pigens mor til psykologen og fortalte, at pigen snittede sig, og at pigen ønskede at tale alene med nogen. Psykologen fastholdt datoen for en samtale, der skulle afholdes om nogle få dage. Dagen efter henvendelsen begik pigen selvmord.

 Pigens forældre klagede over psykologen og fremførte, at han ikke behandlede deres datter korrekt, og at deres henvendelser vedrørende deres bekymring for pigens tilstand ikke blev taget alvorligt.

 Nævnets afgørelse

Psykolognævnet fandt, at psykologen burde have været mere lydhør over for pigens ønske om individuelle samtaler med henblik på en nærmere udredning af de problemer, hun havde.

 Ved sin vurdering lagde nævnet vægt på, at der under et behandlingsforløb på tre måneder ikke havde været afholdt individuelle samtaler med den 17-årige pige, at pigen under familiesamtalerne havde givet udtryk for, at hun ønskede individuelle samtaler, at moderen dagen før selvmordet havde underrettet psykologen om, at pigen ønskede at tale med nogen alene, og at pigen under sin sidste samtale med psykologen tydeligt havde været opgivende.

Psykolognævnet fandt således ikke, af behandlingen af pigen var foregået med den omhu og samvittighedsfuldhed, som man kunne forvente af en autoriseret psykolog, jf. psykologlovens § 12.

Eksempel: Konsulentopgave udført i en dagsinstitution (2000)

Psykologen udførte en konsulentopgave på en kommunal daginstitution. Psykologen definerede sin opgave ved begyndelsen af undersøgelsen, som en undersøgelse af institutionens ledelse. Psykologen var i kontakt med institutionen 8 gange i løbet af undersøgelsesperioden, der strakte sig over 8 måneder. Ved afslutningen af undersøgelsen afleverede psykologen en skriftlig redegørelse vedrørende institutionen til kommunen, uden at institutionens leder på forhånd havde haft mulighed for at se redegørelsen.

Institutionens leder klagede over, at psykologens fremgangsmåde ved opgaven bevirkede, at personalegruppen undlod at diskutere problemer, som hørte til deres gruppe, men derimod alene koncentrerede deres diskussioner om problemer med ledelsen/lederen. Lederen fandt, at psykologen havde overtrådt indgåede aftaler vedrørende opgavens udførelse og afslutning.

Nævnets afgørelse.

Nævnet konstaterede, at psykologen og klager var uenige om, hvad psykologen havde sagt i løbet af opgaven. Nævnet havde derfor ikke mulighed for at afgøre, om psykologen med sine bemærkninger havde overtrådt indgåede aftaler.

Nævnet kunne ikke fastslå, at psykologen havde gjort sig tilstrækkelige anstrengelser for at afdække de relevante forhold på daginstitutionen, og nævnet fandt, at psykologen burde have gennemgået sine synspunkter vedrørende institutionen med institutionens leder, inden udtalelserne blev afleveret til andre.

Nævnet fandt ikke herudover grundlag for at rette kritik mod psykologens virke i henhold til psykologlovens §§ 12 og 16.

Eksempel: Konsulentopgave udført i en børne- og ungdomsklub (2005)

Psykologen fik til opgave at foretage en arbejdsmiljøundersøgelse, som ud fra interviews af medarbejderne skulle afdække såvel ressourcer som belastninger i et større børne- og ungdomsfritidscenter. I løbet af undersøgelsen gav medarbejderne udtryk for, at klager, som var tillidsmand, spillede en dominerende rolle på arbejdspladsen, og at de opfattede dette som et problem.

Klagerens organisation fremførte, at psykologen i rapporten havde beskrevet klager som den primære årsag til problemerne på arbejdspladsen, at psykologens konklusioner var for vidtgående i forhold til de undersøgelser, han havde foretaget, at der manglede oplysninger om det lange forløb, som var gået forud for undersøgelsen, at der på en afsluttende konference ikke var sket en seriøs bearbejdning af rapportens beskrivelse af situationen, og at psykologen ikke havde forsøgt at afbøde de virkninger, som undersøgelsen havde haft for klager.

Nævnets afgørelse.

Med udgangspunkt i psykologens beskrivelse i erklæringen fandt nævnet ikke belæg for, at der ikke skulle have været holdepunkter for psykologens analyser og konklusioner i rapporten. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere psykologen for, ud fra interviewerne, at have beskrevet medarbejdernes opfattelse af hinanden, herunder af klageren og af ledelsen. Nævnet fandt ikke, at psykologen kunne have løst opgaven med at beskrive forholdene på en anden måde.

Da klageren på konferencen havde haft lejlighed til at udtale sig om de afsnit i rapporten, hvor hun selv var blevet omtalt, og da klageren efter konferencen ikke havde ønsket en samtale med psykologen, fandt nævnet ikke, at der var belæg for klagerens påstand om, at psykologen ikke havde foretaget sig noget for at afhjælpe virkningerne af den store belastning, som undersøgelsen havde været for hende.

På denne baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere psykologens virke efter psykologlovens § 12 eller § 16.